Eric Dane fra ‘Greys Hvide Verden’ er død

Den amerikanske skuespiller Eric Dane, kendt for sin rolle som Mark Sloan i tv-serien ‘Greys Hvide Verden’, er død.

En repræsentant for Dane bekræfter nyheden.

Skuespilleren, der blev 53 år, delte i april sidste år, at han var blevet diagnosticeret med nervesygdommen amyotrofisk lateral sclerose (ALS).

De fleste, der rammes af ALS, dør inden for få år, da der ikke findes nogen helbredende behandling.

– Det er med tunge hjerter, at vi meddeler, at Eric Dane torsdag eftermiddag gik bort efter en tapper kamp mod ALS. Han tilbragte sine sidste dage omgivet af kære venner, sin hengivne hustru og sine to smukke døtre, Billie og Georgia, som var hans verdens centrum, fortæller repræsentanten.

Kendt fra hit-serie

Eric Dane medvirkede i ‘Greys Hvide Verden’ fra 2006 til 2012. I slutningen af ottende sæson var hans karakter involveret i et dødeligt flystyrt.

Han har også haft roller i den prisvindende HBO-serie ‘Euphoria’ samt i filmene ‘Burlesque’, ‘Marley and Me’ og ‘Bad Boys: Ride or Die’.

Skuespilleren vil ifølge The Guardian kunne ses i den kommende tredje sæson af ‘Euphoria’, hvor han spiller Carl Jacobs, far til en af seriens karakterer, Nate Jacobs. Optagelserne fandt sted, mens Eric Dane sad i kørestol som følge af sin sygdom.

Efterlader kone og børn

Dane efterlader sin hustru, skuespiller og model Rebecca Gayheart, som han giftede sig med i 2004, samt deres to døtre.

I et interview i programmet ‘Good Morning America’ i juni nævnte Dane, at han kun kunne bruge en af sine arme og fortalte, at hans første symptomer var en svækkelse af den højre hånd.

Hans familie oplyser, at han efterfølgende blev en forkæmper for forskning i og opmærksomhed omkring ALS.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler