Tusindvis af filmfolk var natten til mandag dansk tid samlet i Dolby Theatre i Los Angeles til årets oscaruddeling.
Her var sikkerhedsfolk ansat for at sikre, at alt forløb glat. Nu må Security Industry Specialists, Inc. beklage, hvordan en af deres vagter håndterede den oscarnominerede skuespiller Teyana Taylor.
– Vores sikkerhedspersonale arbejdede på at håndtere et område med mange mennesker og sikre alle gæsters sikkerhed. Under denne interaktion opstod der en tilfældig kontakt, og vi beklager, at situationen eskalerede, udtaler Security Industry Specialists, Inc. i en pressemeddelelse.
– Det er ikke den standard af professionalisme, vi forventer af vores team. Vi har taget sagen op internt for at sikre, at lignende situationer ikke opstår igen.
Oscar-arrangører beklager
I en video fra hændelsen, som er blevet delt på det sociale medie X, høres Teyana Taylor sige:
– Du er en mand, der lægger dine hænder på en kvinde.
Hun påpeger flere gange over for vagten, at han er “meget uhøflig”.
Herefter siger hun til en kvinde, der står ved siden af, at manden “bogstaveligt talt skubbede mig”.
Arrangørerne af Oscar-uddelingen udtaler, at de er “meget kede af at høre om den oplevelse, Teyana Taylor havde”.
– Selvom hændelsen involverede vores eksterne sikkerhedsfirma, er hver eneste gæsts oplevelse vores ansvar. Vi har gjort det klart for dem, at denne opførsel ikke er acceptabel.
Arrangørerne tilføjer, at de “tager de nødvendige skridt for at sikre, at dette ikke sker igen”.
– Vi har arbejdet med Teyana i løbet af de sidste par måneder under prisuddelingssæsonen, og hun har været intet mindre end fantastisk, støttende, venlig og fokuseret på fællesskabet.
Tolererer ikke respektløshed
Det amerikanske medie TMZ filmede Teyana Taylor på vej væk fra et arrangement senere på aftenen og spurgte, hvordan hun havde det.
Hun svarede, at hun havde det fint og var glad.
– Jeg tolererer bare ikke respektløshed – især ikke når det er uberettiget og uprovokeret.
Teyana Taylor var nomineret til en Oscar for sin birolle i ‘One Battle After Another’. Statuetten gik til Amy Madigan for ‘Weapons’.
Teyana Taylor kunne glæde sig over, at ‘One Battle After Another’ blev Oscar-uddelingens topscorer med seks statuetter, herunder for Bedste Film, Bedste Instruktør til Paul Thomas Anderson og Bedste Mandlige Birolle til Sean Penn.