Nattens Oscar-show bød på flamboyante kjoler, funklende diamanter og vilde jakkesæt. Som altid blev der taget billeder, da skuespillere og instruktører ankom til Dolby Theatre og den efterfølgende fest i Los Angeles.
Modeekspert og vært på programmet Popsmart, Chris Pedersen, der havde set showet hele natten, var dog ikke kun imponeret over de glitrende outfits.
– Hollywood er udødelig, men eksisterer efterhånden i et parallelunivers, der ofte ikke har noget med den virkelige verden at gøre. De store brands dominerer med så dyre kjoler og juveler, at de virker simpelthen out of touch, fortæller Chris Pedersen.
– Det hele handler om kontrakter mellem brands og berømtheder, og jeg følte, at især Nicole Kidman og Demi Moore blev til en form for luksus-avatars i deres fjer og juveler, der faktisk var lidt uhyggelige i deres aldersløshed.