I forrige weekend fik sangeren Victor Gaardboe, bedre kendt som Gobs, en helt særlig overraskelse.
Midt under sin koncert blev han pludselig mødt af 1.600 hvide sedler blandt publikum med ordene:
“Vi synger for hende”.
I menneskemængden foran ham stod Natalie Otti Andersen. Det var hende, der havde arrangeret det hele og fået flere i publikum til at holde skiltene op.
Hun ønskede at hylde Victor Gaardboes mor, som tragisk gik bort for omkring ni måneder siden.
Tabet ramte Victor Gaardboe så hårdt, at han i tiden efter måtte aflyse flere koncerter, da han ikke kunne gennemføre dem.
Overraskelsen med skiltene rørte ham dybt, fortæller han.
– Lige da det sker, skulle jeg synke en ekstra gang for at tage mig mod til at færdiggøre sangen, fortæller Victor Gaardboe, da han mødte Natalie Otti Andersen og gav hende en særlig tak.
Et lys i mørket
Selvom Victor Gaardbo stadig savner sin mor meget, er han i dag mere fortrøstningsfuld.
– Jeg føler, jeg er kommet et sted hen, hvor jeg kan tænke på min mor og være glad for det, vi nåede sammen. Men der er også mange timer, dage og nætter, hvor jeg tænker på hende og er ked af, at hun ikke er her, fortæller han.
Natalie Otti Andersen har været fan af Victor Gaardboe i flere år, men især det sidste år har hans musik hjulpet hende igennem en svær periode.
– Han har skabt noget lys, hvor der har været mørkt for mig, så jeg ville gerne skabe noget lys for ham, fortæller hun.
Det var derfor, hun besluttede sig for at dele de hvide skilte ud til publikum.
Natalie Otti Andersen havde lavet en del forarbejde inden koncerten.
Derhjemme havde hun printet og gjort alle skiltene klar. Så pakkede hun de 1.600 skilte og delte dem ud ved indgangen og scenen, mens hun forklarede de andre fans formålet bag idéen.
– Folk var supersøde og støttede op om det, så de gjorde det egentlig meget nemt for mig, fortæller hun.
Et magisk øjeblik
Dagen efter koncerten skrev sangeren et opslag på Instagram, hvor han blandt andet takkede Natalie Otti Andersen og resten af publikum for overraskelsen.
– Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et øjeblik på en scene, der gik så direkte ind. Jeg har altid følt det som min opgave at give noget af mig selv til jer – jeg elsker de møder, vi har efter koncerterne, men i går var det på en måde omvendt, skrev han.
Men der er især én ting, som har rørt Victor Gaardboe ekstra meget.
– Det var første gang i mit liv, jeg mærkede, at folk, der ikke rigtig skylder mig noget og i virkeligheden ikke kender mig, gjorde noget for mig på den måde. Det var ret magisk faktisk, fortæller han.
Overrasket på direkte tv
Ligesom Victor Gaardboe fik en overraskelse af Natalie Otti Andersen, havde sangeren også selv planlagt at give hende en uventet gave i et tv-program.
Victor Gaardboe ønskede nemlig at give noget tilbage til sin trofaste lytter.
Derfor gav han hende sin guldplade for sangen ‘I dette sekund’, et nummer han ved, betyder meget for hende.
– Det er min yndlingssang. Den har båret mig igennem rigtig mange ting, så det betyder bare virkelig meget, at han anerkender det, fortæller hun.
Både sangeren og hans fan håber, at deres historier kan inspirere andre til at gøre noget godt for nogen.
– Det lyder måske banalt. Men at gøre noget for andre er også ret givende for en selv, siger Victor Gaardboe.