KulturNanna Drewes Brøndum har fået kritik for sin kunst, der angiveligt ligner de personer, hun portrætterer. Mindst 100 danske kvinder fortjener at blive hædret med statuer, og Nanna er allerede i gang med at skabe en statue af en af dem. Men spørgsmålet er, om statuer i 2026 skal ligne de mennesker, de repræsenterer.
I Nanna Drewes Brøndums værksted i Valby, København, er der fyldt med ansigter og kroppe i forskellige materialer. Her findes en lille gipsmodel af skuespilleren Dirch Passer, et gipshoved af Anker Jørgensen i naturlig størrelse og en kvindefigur i 1:1 størrelsesforhold.
Nogle af hendes værker er næsten helt realistiske, mens andre er mere diffuse i udtrykket. Nanna ønsker at skabe en levende overflade, der fanger karakteren og afspejler menneskets psykologiske og emotionelle udtryk.
Forrige uge anbefalede kulturministerens udvalg 100 kvinder, der bør hædres i det offentlige rum, og opfordrede til, at de historiske kvinder hyldes på en måde, hvor deres identitet er tydelig. Dette har skabt en debat om, hvorvidt statuer skal ligne de personer, de hylder, eller om det er en forældet idé.
Flere monumenter for historiske kvinder har fået kritik for ikke at være genkendelige som kvinder. Kommentator Anne Sophia Hermansen sammenlignede for nylig et monument for digteren Inger Christensen med en dementor fra Harry Potter.
På den anden side advarer billedkunstneren Jesper Rasmussen mod, at statuer kan ende med at blive ‘historisk kitsch’. Tidligere museumsdirektør Jane Mylenberg kritiserede figurative statuer som et ‘formsprog, der hører en anden tid til’.
Nanna Drewes Brøndum arbejder i øjeblikket på en statue af Bodil Begtrup, som skal stå ved Aalborg Katedralskole. Hun læser op på kvindesagsforkæmperen for at kunne gengive hende bedst muligt.
Hun mener, at figurative skulpturer har en direkte adgang til at vække genkendelse og følelser, og at de kan skabe samtaler og refleksion. Nanna understreger, at hun ikke har noget imod abstrakte skulpturer, men at der er plads til begge former for kunst.
Hun blev inspireret til at lave figurative skulpturer under et højskoleophold og valgte at uddanne sig som billedhugger i England, da mulighederne i Danmark for at lære at lave genkendelig kunst er begrænsede.
Nanna modellerer sine skulpturer i ler eller gips, som derefter støbes i bronze. Hun bemærker, at efterspørgslen efter statuer er til stede, men at de ikke nødvendigvis skal placeres på høje piedestaler.
Hun ønsker, at statuer skal være i øjenhøjde, så folk kan se hinanden i øjnene. Hendes minde-relief over kvinderne på Sprogø er eksempelvis holdt i øjenhøjde, ligesom hendes statue af Dirch Passer, der står let hævet på Frederiksberg.
Nanna Drewes Brøndum har også oplevet, at statuen af Anker Jørgensen blev modtaget rørende i lokalmiljøet, da den blev opstillet. Hun mener, at det er vigtigt, at kvinder bliver repræsenteret i det offentlige rum, og at det skal være tydeligt, hvem de er.
Hun afslutter med at understrege, at det er vigtigt, at kunsten er relevant og nutidig, og at man ikke skal tale ned til mennesker.
