Den 30-årige sanger Troye Sivan har for nylig været genstand for uønsket opmærksomhed.
I en video på det sociale medie TikTok har den kosmetiske læge Zayn Khalid Majeed analyseret sangerens ansigt.
Videoen har mødt stor kritik fra både TikTok-brugere og Sivan selv.
I videoen fremhæver lægen flere, ifølge ham, problematiske områder, der kunne trænge til forbedring.
Han nævner blandt andet manglende volumen i sangerens kinder og skygger under øjnene, som han mener bør rettes op på.
I sin video sammenligner Zayn Khalid Majeed et billede af den sydafrikansk-australske sanger, taget i et professionelt studie, med et billede fra en af hans seneste optrædener på den røde løber i Australien.
Her påpeger han, at forskellen mellem de to billeder viser, at Sivan har mistet volumen i ansigtet og har skygger under øjnene.
Herefter beskriver han, hvordan han ville behandle Troye Sivan, hvis han var hans patient, med både såkaldte “hudboostere” og filler.
Brugere af TikTok har kritiseret Zayn Khalid Majeed for at give uopfordrede råd om sangerens udseende.
Også Sivan har udtalt sig om, hvordan videoen har påvirket ham.
– Jeg har kæmpet med mit kropsbillede i en stor del af mit liv, skriver han blandt andet på blogplatformen Substack.
Han tilføjer, at Majeeds video har forstærket hans usikkerheder og fået ham til at overveje plastikkirurgi.
Undskyldning fra lægen
Det var aldrig hensigten, at Troye Sivan skulle føle sig usikker.
Sådan lyder en del af undskyldningen fra Zayn Khalid Majeed, som har taget direkte kontakt til sangeren for at undskylde efter den negative respons.
Han har desuden slettet videoen.
Majeed understreger, at han ønsker at “uddanne og informere” folk gennem sit indhold på sociale medier, men han ønsker ikke at bidrage til negative skønhedsstandarder.
– Jeg har en stemme, og jeg skal bruge den til at forme samtaler til det bedre, hvor vi er mere kropspositive og accepterer aldring som en naturlig proces, fortæller han.
Han planlægger dog at fortsætte med at lave videoer, der analyserer kendisser og deres udseende.