Man kan lære meget af sin teenagedatter, fastslår forfatter Anna Skyggebjerg i sin nye bog.
Når Anna Skyggebjerg formår at sige fra, er hendes datter den første, hun ringer til for at dele sin glæde. Det er netop datteren, der har lært hende denne vigtige lektie. En almindelig morgen på badeværelset var Anna tæt på at sige noget, der kunne have været ødelæggende for deres forhold.
Mens hun dækker sig til med en poncho efter badet, står hendes datter og beundrer sine stærke ben, brune øjne og lange vipper. Anna mindes, hvordan hun næsten ikke kunne rumme sin datters selvsikkerhed, da hun selv var utilfreds med sin egen krop.
– Jeg var tæt på at komme med en snerpet kommentar om at være selvfed, men jeg holdt mig tilbage, fortæller Anna.
Hun er glad for, at hun gjorde det, da det blev en vigtig aha-oplevelse for hende. Datterens selvsikkerhed åbnede hendes øjne for, at man ikke behøver at have et negativt forhold til sin krop. Anna besluttede sig for at ændre sit syn på sig selv til gavn for både hende og datteren.
At se sin krop med mere kærlighed er blot én af de mange ting, Anna har lært fra sin teenagedatter. Faktisk har hun skrevet en hel bog om det, med titlen ‘Ting jeg har lært af min teenagedatter’, som udkommer i dag.
En hyldest til teenagedøtre, som Anna mener fortjener anerkendelse.
Hun påpeger, at der eksisterer en fortælling om teenagepiger, der er for meget. En fortælling, hun selv blev påvirket af.
– De bliver ofte betragtet som for følsomme, dramatiske og krævende. I stedet for at hylde dem, tysser vi på dem, fortæller hun.
Hun bemærker også, at der er en forskel i, hvordan vi ser på teenagedøtre i forhold til teenagesønner.
– Sønner får mere frihed, mens vi er hurtigere til at dømme pigerne. Vi accepterer, at drenge skal have lov til at udforske, men det samme gælder ikke for piger, siger hun.
Nu er Annas datter 30 år og har godkendt udgivelsen af bogen, der er baseret på Annas dagbogsnotater fra tiden efter datterens konfirmation.
Anna beskriver, hvordan hendes datter en dag konfronterede en voksen kvinde, der snød i køen i supermarkedet. Datteren var træt af at smile og føje sig.
– Det var vidunderligt at se, at hun satte grænser. Hun er ikke længere en pæn pige, hvis grænser kan overskrides, mindes Anna.
Hun bemærker, at dagens teenagere er bedre til at insistere på deres egne grænser, hvilket hun finder glædeligt.
Selvfølgelig skal man som forælder også sætte grænser, men Anna forsøger at fremme både Tessa og Jane Goodall i sin datter.
– Datterens mod er noget, jeg har stor respekt for, og jeg har lært meget af hende. Når jeg lykkes med at sætte grænser, er hun den første, jeg ringer til for at dele min stolthed, fordi jeg ved, hun hepper på mig, og at jeg har lært det af hende.
