I 1886 opstod der konfrontation mellem bønderne i Brønderslev og de blå gendarmer, som var statens politi, oprettet efter et attentatforsøg mod den danske regeringsleder.
Spørgsmålet er, om de danske gendarmer og ICE’s immigrationsbetjente har noget til fælles, på trods af de 140 år og et Atlanterhav, der adskiller dem. Begge grupper er statsligt styrede og har vakt stærke reaktioner blandt lokalbefolkningen. En gruppe bevæbnede mænd var sendt af regeringen for at opretholde orden i en by langt fra hovedstaden.
Men lokalbefolkningen afviste regeringens tropper og viste kun respekt for det lokale politi, hvilket resulterede i modstand i form af tilråb, kæppe og stenkast.
Dette er ikke en beskrivelse af en nutidig konflikt i Minnesota, men derimod hændelserne på Store Brønderslev Marked i Danmark i 1886.
Konflikten blev udløst af en skænderi mellem to berusede mænd, angiveligt om en kvinde. Da de blå gendarmer blev tilkaldt, reagerede de lokale bønder med vold.
– De blå gendarmer blev i starten set som en besættelsesstyrke i landet, fortæller Frederik Strand, museumsleder på Politimuseet, i podcasten ‘Kampen om historien’.
De bevæbnede gendarmer bevægede sig ind i Hobros stille gader. I begyndelsen af 2026 blev ICE-agenternes tilstedeværelse i Minnesota mødt med voldsom kritik fra både borgere og politikere. Det vakte også undren, at et land som USA kunne have sådanne konflikter om magtbalancen på gaden.
I Danmark havde vi for 140 år siden en lignende konflikt, som historiker Asser Amdisen, vært på ‘Kampen om historien’, har sammenlignet med nutidens situation.
Historien om de blå gendarmer begyndte med et attentatforsøg mod Højre-politikeren J.B.S. Estrup, der var konseilspræsident, svarende til nutidens statsminister.
En illustration af attentatforsøget mod Estrup fra oktober 1885 viser, at han nogle gange kaldes ”Danmarks sidste diktator”. Estrup blev udnævnt af kongen, selvom Venstre havde flertal i Folketinget, og han formåede at holde flertallet uden indflydelse ved at indføre midlertidige love udenom Folketinget.
– Vi har en opfattelse af Danmark som et fredeligt samfund, men det var ikke helt tilfældet i 1880’erne, forklarer Amdisen.
Venstre-bønderne havde allerede dannet riffelforeninger for at være klar til konfrontation med godsejerne og industrimagnaterne i Højre. I oktober 1885 tog den 19-årige Julius Rasmussen sagen i egen hånd og affyrede to skud mod Estrup, hvoraf det ene ramte hans frakkeknap.
Estrup fortsatte til en middag samme aften, tilsyneladende upåvirket, men kort tid efter oprettede han de blå gendarmer for at håndtere oprørske elementer.
Gendarmerne fik udvidede beføjelser, og hvis nogen kom til skade eller døde under mødet med dem, var det i praksis deres eget ansvar.
Her er et uddrag fra en bekendtgørelse om de blå gendarmer fra december 1885:
“Når Kommandoet angribes eller på anden måde fornærmes, kan det af egen drift og på eget ansvar foretage, hvad der måtte være nødvendigt i anledning heraf. Især kan det anholde dem, der ved skældsord eller på anden måde fornærmer det, og bruge sine våben mod dem, der voldeligt overfalder det eller gør modstand.”
I 1880’erne blev det danske politi betalt af hver kommune, og i mange landkommuner var der få betjente, der kun havde knipler som redskab. De blå gendarmer var derimod udstyret med skydevåben og sabler samt flotte blå uniformer, og de red ofte til hest. Dette var første gang i dansk politihistorie, at de havde sådanne beføjelser og udstyr, siger Frederik Strand.
Estrup ønskede ikke blot at give flere ressourcer til politiet, da han frygtede, at for meget magt i hænderne på en Venstre-styret politikreds kunne være sværere at kontrollere end en statsligt styret styrke.
I 1894 trak Estrup sig som konseilspræsident, og de blå gendarmer blev nedlagt. På det tidspunkt var de dog ikke længere så upopulære som i starten. Selvom der var sammenstød mellem lokalbefolkningen og gendarmerne, endte de med at skabe et godt samarbejde med de lokale politibetjente, fortæller Frederik Strand.
Og de blå uniformer bidrog måske også til deres popularitet, påpeger Asser Amdisen.
– De var flotte, det er der ingen tvivl om, siger han.
