KulturFilmmanden Kristian Nordentoft har dykket ned i et bemærkelsesværdigt pædagogisk eksperiment fra 1970’erne. Undervejs opdagede han, at dele af denne drøm om fællesskab måske stadig lever – lige uden for hans kontorvindue i København Nordvest.
Hvad gør man med unge, der er havnet i kriminalitet og stofmisbrug? I 1970’erne mente en gruppe idealistiske pædagoger, at løsningen var at flytte ind i kollektiv med dem. Dette over 50 år gamle eksperiment fangede Kristian Nordentofts interesse, hvilket førte til, at han besluttede at lave en dokumentarfilm om emnet.
Mens han arbejdede på filmen, opdagede han en interessant forbindelse til nutiden. Lige uden for hans kontor i Københavns Nordvest-kvarter så han en mand på en handicapscooter, der råbte til kioskmanden om rullepølse.
– Han var helt skeløjet og forkrøblet, fortæller Kristian Nordentoft. Uden for hans vindue samledes en gruppe mennesker, der hang ud ved den lokale kiosk og et nedbrændt drikkeskur, kendt som ‘Likørstien’.
Kristian Nordentoft følte, at der var en forbindelse til den kollektive drøm fra 70’erne. Inden han vidste af det, begyndte han at filme dem:
– Når man stak hovedet ud og mødte dem på lige fod, opdagede jeg, at denne ‘bums’, der sad med ét ben og var sur på kioskmanden, faktisk kunne berige mit liv, siger han.
Dokumentaren ‘Pædagogerne der ville ændre verden’ væver livet omkring kiosken sammen med de gamle kollektiver. Her interviewer Kristian Nordentoft flere af dem, der i 1970’erne flyttede ind i de 15 kollektiver, der var skabt for unge stofmisbrugere og kriminelle.
Blandt dem er ‘Fisker Kim’, som mener, at kollektivet var med til at redde hans liv. Kristian Nordentoft samler også fire pædagoger fra Sall Kollektivet i landsbyen Sall nordvest for Aarhus. De mødes til fællesmøde og diskuterer både de positive og negative aspekter af det sociale eksperiment, der havde til formål at skabe forandring for udsatte unge gennem fællesskab og tillid.
De deler også erfaringer om, hvordan pædagogernes egne børn nogle gange blev passet af de unge i kollektivet. Pædagog-sønnen Klavs husker, hvordan han som barn måtte skille to beboere ad, mens de kæmpede med kniv:
– Det er ret sindssygt at forestille sig i dag, at nogen gør det, siger Kristian Nordentoft.
Uden for vinduet i Københavns Nordvest-kvarter opdagede Kristian Nordentoft, at de lokale brugere af kiosken var som et spejlbillede af drømmene fra 70’ernes kollektiver. På Likørstien havde de deres eget fællesskab, hvor der var plads til både alkohol og dybe samtaler.
– Kioskmanden Halis fungerede nærmest som en socialpædagog for dem. Han tog sig af alle disse mennesker, fortæller Kristian Nordentoft.
En dag stødte han på en gadeplansmedarbejder fra Københavns Kommune, der også arbejdede med de lokale drikke-fællesskaber.
– Jeg blev ellevild, fordi de talte om fællesskaber. Det er jo det, filmen handler om, siger Kristian Nordentoft.
– Fællesskaberne er der for hinanden. De ved, at hvis Johnny Post ikke dukker op i et par dage, så skal vi lige tjekke, om der er sket noget med ham.
Kristian Nordentoft mener, at 1970’ernes sociale eksperimenter ofte bliver misforstået:
– Jeg ser disse pædagoger som helte. Deres projekt måtte selvfølgelig gå under på et tidspunkt, da de blev slidte. Men deres ideer og idealer har overlevet og er blevet integreret i systemerne.
Han ser det tydeligt i dag, hvor der før 1970’erne ikke fandtes den slags behandling for kriminelle unge, som der gør nu. Kristian Nordentoft, født i 1982 i Aarhus, er uddannet animations- og spilinstruktør og har arbejdet med dokumentarfilm, musikvideoer og kunst. Han bor nu i Alken, en landsby med fokus på fællesskab.
Kristian Nordentoft bemærker, at flere yngre generationer søger tilbage til fællesskaber:
– Det er ikke kun idealistisk, men også praktisk. Det er smart at have en nabo, der kan hente dine børn, hvis du er forsinket, siger han.
– Mennesket er fuldstændig udueligt uden et fællesskab. Og vi ved det godt.
