Historien om Emilie Mundt, der kæmpede for kvinders ret til at skabe kunst, er nu ved at blive genfortalt. Efter mange år i glemsel er der nu stigende interesse for hendes værker og andre kvindelige kunstnere fra omkring år 1900.
I mere end 40 år var Emilie Mundt en markant skikkelse på den danske og internationale kunstscene, med udstillinger både i Danmark og Paris. Som kunstlærer på sin egen skole uddannede hun en ny generation af kvindelige malere og kæmpede aktivt for, at kvinder skulle have de samme muligheder som mænd for at uddanne sig til kunstnere.
Efter hendes død i 1922 blev hun dog glemt, og i dag er det formentlig de færreste, der kender til hendes betydning.
Men nu oplever auktionshuset Bruun Rasmussen en stigende interesse for Emilie Mundt og hendes samtidige. Dette kan ses i de stigende salgspriser på hendes værker ved auktioner.
– Kunstverdenen har endelig fået øjnene op for den uudnyttede og vigtige ressource, som kvindelige kunstnere og deres værker repræsenterer, fortæller Julie Arendse Voss, vurderingsekspert og afdelingsleder for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.
– Tidligere måtte vi ofte takke nej til at sætte fine værker af kvindelige kunstnere fra slutningen af 1800-tallet på auktion, fordi salgspriserne simpelthen ikke var høje nok. Sådan er det bestemt ikke længere.
Interessen for Emilie Mundt skyldes ifølge kunsthistoriker og museumsinspektør Rasmus Kjærboe flere faktorer.
For det første var hun en dygtig maler, der ramte tidens smag. Hun gav også en marginaliseret gruppe, nemlig de fattige børn, plads i sin kunst, hvilket ikke var almindeligt på det tidspunkt.
I 1886 malede hun for eksempel et maleri fra et børneasyl i Istedgade, hvor hun fremstillede børnene som individer snarere end blot som rekvisitter.
– Det maleri blev hendes gennembrud og fik positive anmeldelser, fortæller Rasmus Kjærboe.
Hendes privatliv er også interessant, da hun levede sammen med malerkollegaen Marie Luplau i 46 år, og de adopterede en datter sammen.
– Hendes liv og kunst er tæt forbundet. Hun portrætterer sin familie og sine venner, hvilket udvider vores forståelse af det gode liv gennem hendes værker, siger Rasmus Kjærboe.
I maleriet ‘Malerinde og barn i atelieret’ viser hun sin partner, datteren og Maries far, som de boede sammen med. I ‘Efter hjemkomsten’ skildrer hun mænd og kvinder i venskabelige relationer, hvilket var usædvanligt i slutningen af 1800-tallet.
Randers Kunstmuseum købte ‘Efter hjemkomsten’, hvilket var sjældent for kvindelige kunstnere på det tidspunkt, da deres værker ofte endte i private samlinger.
Også på Danmarks største museer har der været fokus på kvindelige kunstnere som Anna Ancher og Elisabeth Jerichau-Baumann, hvilket har bidraget til at sætte fokus på de kvinder, der arbejdede som professionelle kunstnere i 1800- og 1900-tallet.
For tiden kan man se en udstilling med Emilie Mundts værker hos Den Hirschsprungske Samling i København, som har arbejdet på at inkludere flere kvindelige kunstnere i deres samling.
Rasmus Kjærboe mener, at det er retfærdigt overfor de mange dygtige kvindelige kunstnere, der er blevet overset.
– Kvinderne har haft andre vilkår end mændene for at udfolde sig kunstnerisk. De kunne ikke søge ind på Kunstakademiet og måtte i stedet gå på private skoler for kvinder.
Deres værker havnede oftere i private samlinger, hvilket har haft stor betydning for, at de ikke er blevet en del af den kollektive kunsthistorie.
Rasmus Kjærboe påpeger, at kvinders begrænsede muligheder for at udfolde sig som kunstnere har været tæt forbundet med opfattelsen af, hvad en kunstner er. Samfundet havde forskellige forventninger til mænd og kvinder, hvilket gjorde det lettere for mænd at leve op til idealerne for en kunstner.
Selvom mange museer nu arbejder på at inkludere flere kvindelige kunstnere, understreger Rasmus Kjærboe, at det ikke kun handler om at være kvinde, men også om kvaliteten af værkerne.
Den Hirschsprungske Samling forventer, at interessen for kvindelige kunstnere som Emilie Mundt vil vokse i fremtiden, da museerne fokuserer på at fremhæve de oversete kvinder i kunsthistorien.
Næste år vil der også være udstillinger med værker af Bertha Wegmann og Anna Syberg, som levede samtidig med Emilie Mundt.
– Vi kan se, at interessen er der, så det handler om, at vi som museer fortsat fokuserer på at bringe kvinderne frem i lyset. Det fortjener de, og det fortjener den danske kunsthistorie.
