KulturBrinkmann donerer, men han er alligevel i tvivl: Hjælper det? Ifølge ugens gæst i ‘Brinkmanns Briks’ er det som at træne en muskel, når vi hjælper andre.
Siden Svend Brinkmann var barn, har det været en fast del af hans opvækst, at familien havde et sponsorbarn et sted i verden. En tradition, han og hans kone har videreført.
Brinkmann har aldrig mødt børnene ansigt til ansigt, og der har ikke været nogen brevudveksling. Kontakten består af de få billeder, som hjælpeorganisationen sender et par gange om året.
Som professor i psykologi forsøger Brinkmann at finde ud af, hvad et meningsfuldt liv er, så vi kan leve bedst muligt.
På det seneste billede kan Svend Brinkmann se, at det barn, han støtter, snart ligner en ung voksen, hvilket får ham til at overveje:
– Måske skal jeg finde et andet barn at sponsorere efterhånden.
Selvom Brinkmann har tillid til, at hjælpeorganisationens eksperter ved, hvorfor deres sponsorbarn har brug for de penge, som hans familie sender hver måned, har han også en anden tanke.
Han bemærker, at ikke alle deler hans synspunkt om, at støttekronerne finder de rigtige steder hen, når man ser på de seneste årtiers diskussioner om nødhjælp og ulandsbistand.
– Der er den store elefant i rummet. Virker det overhovedet? Og er det i det hele taget gavnligt?
Brinkmann påpeger, at flere politikere og eksperter i Danmark ønsker at skære i nødhjælpen. For eksempel har Venstre foreslået at reducere ulandsbistanden, så Danmark betaler 0,5 procent i stedet for 0,7 procent af BNP, hvilket svarer til cirka 6,5 milliarder kroner.
Desuden har Danmark også skåret i støtten til Ukraine.
Nogle forskere mener, at man fastholder folk i fattigdom, hvis man støtter dem med penge, der blot kommer udefra, fortæller Brinkmann.
– Jeg ved, at vi i Danmark har en professor emeritus i økonomi, Martin Paldam, som har skrevet meget om, at ulandsbistand ikke virker efter hensigten.
For syv år siden skrev 15 af verdens førende økonomer, herunder tre Nobelpris-modtagere, at ulandsbistand ikke har været så effektivt de seneste årtier, som det ellers var lovet.
Ugens gæst i ‘Brinkmanns Briks’ er dog ikke i tvivl om, at det gavner at hjælpe andre. Også selvom flere har kritiseret ulandsbistanden, mener professor i filosofi ved Syddansk Universitet, Anne-Marie Søndergaard Christensen:
– Hvis vi antager, at ulandsbistanden ikke har gjort noget godt i verden, så mener jeg stadig, at det er vigtigt, at vi som land har prøvet. Så har vi bare været helt utroligt dårlige til det.
Ifølge professoren handler det ikke kun om at give økonomisk hjælp til mennesker, som har langt mindre end en selv. Det handler også om at tage ansvar og tilsidesætte sine egne behov, hvilket er en vigtig evne både som land og som menneske.
– Jeg tror, at det er vigtigt at lære sine børn, at man med meget ringe omkostninger for sig selv kan gøre noget for andre, for eksempel ved at give et lille bidrag.
– At forstå, at man kan være et menneske og trives og have et godt liv, netop ved at give til andre og hjælpe, hvor man kan se, at der er et behov, siger professor Anne-Marie Søndergaard Christensen.
Hun sammenligner det med at træne en muskel.
– Hvis det virkelig bliver fastslået, at for eksempel velgørende organisationer eller statsligt støttet udviklingsbistand ikke gør noget godt i verden, så skal vi finde en anden måde at hjælpe på.
– Vi tænker bare: Nu skal vi gøre det på en anden måde. Men vi skal ikke holde op med at hjælpe, og det er den muskel, vi træner, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen.
Forskning i psykologi viser også, at det at hjælpe andre kan gavne en selv og gøre en gladere.
– Man får en erfaring af, at det at hjælpe ikke nødvendigvis er at give afkald på noget, fortæller professor Anne-Marie Søndergaard Christensen.
Når det kommer til økonomien, er danskerne generelt gode til at hjælpe andre. I 2024 gav danskerne 7,6 milliarder kroner til velgørenhed, ifølge en undersøgelse fra indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro.
Brinkmann opfordrer til, at man sætter sig ind i, hvad pengene går til, når man donerer. Der har været eksempler på, at pengene ikke altid er blevet anvendt til det, giverne troede.
– Man skal have et ansvar for at forstå, hvordan det fungerer, før man bruger hundredvis af kroner.
– Ligesom vi researcher på nettet, før vi køber en vare til os selv, kunne vi også bruge tid på at undersøge mekanismerne i den organisation, vi støtter, for at sikre, at vores bidrag faktisk gør nytte i sidste ende, siger Svend Brinkmann.
