I det globale Fantasy Premier League-spil ligger Sólbjørg Jakobsen (LA) i den absolutte top.
Man hører sjældent parterapeuter nævne det, men når listen over parforholdets stille dræbere skal opdateres, er Fantasy Premier League (FPL) en stærk kandidat.
12.686.873 mennesker verden over deltager i dette års FPL, hvor man uge efter uge forsøger at vælge de spillere, der præsterer bedst på banen.
Man har ikke oplevet mental load, før man har kæmpet med budgetter, skader, kampprogrammer og karantæner, individuel form og sin egen mavefornemmelse frem mod weekendens deadline.
Legeaftaler, vasketøj og madplaner? Den slags dagligdags opgaver er restitution for en FPL-spiller, der befinder sig i den absolutte top, og sådan har det altid været.
Bevismaterialet fra Sólbjørg Jakobsens profil viser en industri, der vokser år efter år, hvor store mediehuse dedikerer medarbejdere til at analysere og vurdere den kommende uges runde. I den absolutte top sidder et medlem af det danske folketing.
Sólbjørg Jakobsen (LA) er, i skrivende stund, nummer 435 i verden, selvom det er hendes første gang med spillet.
En placering, som erfarne spillere ville værdsætte højt.
At være frontløber i en virtuel fodboldverden var dog ikke noget, den 34-årige politiker havde forudset for efteråret 2025.
– Jeg havde ikke forventet, det ville gå så godt. Vi har en liga på arbejdspladsen, hvor jeg egentlig bare ville smadre dem, og så har jeg gået meget nørdet til værks, fortæller Sólbjørg Jakobsen.
– Det har virkelig været en udfordring at holde styr på hver uges deadline. Det kan nemt overtage ens liv, fordi man bliver så afhængig af det dopamin-kick, når pointene kommer.
Magnus Carlsens tidligere profiltekst på Twitter nævnte ikke noget om hans skakbedrifter, men derimod, at han var ‘Nuværende #1 Fantasy Premier League-spiller’. I FPL er gode resultater ofte drevet af både hjerne og hjerte, og derfor er det ikke overraskende, at Magnus Carlsen, en af verdens bedste skakspillere, i 2019 lå nummer et i FPL-sæsonen.
Carlsen, der er kendt for at tænke flere træk frem, er også en passioneret fodboldfan, men han mener ikke nødvendigvis, at han har en analytisk fordel.
– Du kan forbedre dine chancer ved at analysere de tilgængelige data, men du skal stadig følge din mavefornemmelse og være heldig. At have været nummer et i verden er noget, jeg altid vil være stolt af, sagde Magnus Carlsen tilbage i 2019.
Fantasy-spillet debuterede i Storbritannien i begyndelsen af 1990’erne og krævede dedikerede avislæsere, der rapporterede deres hold via brev eller telefon.
Knap 700 deltog i den første sæson under The Telegraph, inden tv-programmet ‘Fantasy Football League’ i 1994 fik deltagerantallet til at eksplodere.
I dag har internettet gjort spillet tilgængeligt for fodboldfanatikere på tværs af landegrænser og tidszoner. Ifølge Peter Suchet, tidligere marketingchef for The Telegraph, er appellen ved spillet den samme som for 35 år siden.
– Det er det tætteste, en ung fyr, der elsker fodbold, vil komme på at styre et fodboldhold. De bliver fortabt i romancen ved at være manager i et øjeblik i deres liv, fordi de styrer deres eget hold. Det er trist, men sandt.
Det globale marked for Fantasy Football, herunder den amerikanske NFL-pendant, blev i 2023 vurderet til cirka 145 milliarder kroner. I Danmark er det også værd at bemærke, at Ekstra Bladet i 2024 opkøbte 60 procent af den danske pendant, holdet.dk, der tilbyder spil på både den danske Superliga og udenlandske ligaer og slutrunder.
I dette års Superliga-manager var der 35.116 aktive hold, mens der under VM i fodbold i 2022 var knap 70.000 tilmeldte.
Over 200.000 danskere bruger platformen, og efter Ekstra Bladets køb udtalte Ole Christensen, administrerende direktør i firmaet bag holdet.dk, stolthed over udviklingen.
– Vi lancerede holdet.dk i 2009, og vi er utrolig stolte over at have skabt et så stort og populært spilunivers, som tusindvis af engagerede sofatrænere bruger dagligt.
En af disse sofatrænere er Sólbjørg Jakobsen, der dog ikke kan tage al æren.
Der er nemlig et lille ‘men’ gemt i de bagvedliggende data, som ofte diskuteres i fodbold.
Alex Vanopslagh kan passende lytte efter, når Sólbjørg Jakobsen diskuterer den kommende uge i Premier League. Det går ‘vist nok elendigt med hans hold’, siger Sólbjørg Jakobsen, da hendes eget hold er en smule, hvis ikke i overvældende grad, påvirket af hendes forlovede, der også spiller FPL for første gang – og som i øvrigt ligger nummer 350 globalt.
Hver uge vælger de holdet sammen, men for at undgå konflikter har de hvert deres hold, så de uforsonlige analyser ikke skal tvinges igennem.
En strategi, man er velkommen til at kopiere, hvis arbejdsfordelingen i hjemmet halter.
– Vi har to ting, der fylder her i huset. Hvis man taler om mental load, så er der én, der tager sig af politikken, og én, der fokuserer på fodbolden. Så længe vi kan forene vores styrker herhjemme, skal vi nok klare den.
– Det handler om at finde folk, der er dygtige til noget og så korrigere for deres svagheder. Jeg ved, hvor meget han hader Liverpool og Arsenal, og hvor meget han elsker Chelsea, så hans dømmekraft på det område skal justeres nogle gange, og det hygger vi os med, siger Sólbjørg Jakobsen.
Hun frygter ikke, som mange andre ville, at skulle balancere valgkamp og topplacering i FPL, når der i 2026 bliver udskrevet valg til Folketinget.
– Men hvis nu jeg ryger ud til næste valg, er det da ikke udelukket, at min fremtid ligger som fodboldkommentator et sted, siger Sólbjørg Jakobsen.