Noah Nartey kan blive nøglen til Danmarks VM-drøm

To mål i syv ligakampe og mange minutter på banen.

Noah Nartey har fået en imponerende start på sin tid i franske Lyon, og tirsdag blev hans gode præstationer belønnet med en udtagelse til det danske landshold.

Den 20-årige midtbanespiller har aldrig været udtaget før, men han kan komme til at spille en afgørende rolle i jagten på en VM-billet. Det mener fodboldekspert Jonas Hebo Goldmann.

– Nogle af de udfordringer, som det danske landshold har stået overfor, har været mod hold, der har stået dybt i banen, hvor vi har haft svært ved at bryde dem ned i anden halvleg. Hvis det sker mod Nordmakedonien, kan jeg ikke se en bedre spiller i dansk fodbold til at komme ind fra bænken end Noah Nartey.

– Han skal ind og udføre de ting, han gør for Lyon, hvor han har haft en fantastisk start. Han er dygtig til at drible og drive bolden, og han har vist både i Brøndby og Lyon, at han også kan score mål, siger Hebo.

Fodboldeksperten tilføjer, at han ville blive overrasket, hvis Nartey ikke får spilletid.

– Jeg synes, det er fortjent og giver fuld mening, at Brian Riemer har ham med. Det ville faktisk overraske mig, hvis han ikke fik debut, hvis Danmark kom i problemer.

Riemer bakker op

På tirsdagens pressemøde, hvor Brian Riemer præsenterede truppen til de kommende landskampe, forklarede landstræneren, hvorfor han har valgt at udtage Noah Nartey.

– Han skal skabe chancer og score mål. Han er udvalgt, fordi jeg tror på, at han kan gøre en forskel. Når vi sammensætter holdet, skal vi være opmærksomme på ikke at have for mange dygtige spillere, der måske ikke kan ændre kampens gang. Men han er en spiller, der kan ændre fodboldkampe.

– Det har han bevist for både Brøndby og Lyon, og så sent som i weekenden blev han kåret til månedens talent i Ligue 1. Det er en stor bedrift i en liga med mange talentfulde spillere under 21, og at vi har en dansker, der står øverst på den liste, er noget, vi skal være stolte af, og Noah skal også være stolt af det, siger Riemer.

Noah Narteys storebror, Nikolas Nartey, der spiller i tyske Stuttgart, er også udtaget til landsholdet.

Tirsdag den 26. marts møder Danmark Nordmakedonien i Parken. Vinderen af denne kamp vil møde enten Tjekkiet eller Irland i en direkte duel om en billet til VM.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler