Sidste år blev der igen importeret flere varer til USA, end der blev eksporteret.
Den amerikanske højesteret vurderer i øjeblikket, om præsident Trumps toldsatser er lovlige. Det tidligere nævnte handelsunderskud på varer, der skulle være steget til 1,2 billioner dollars fra 2024 til 2025, er ikke korrekt. Underskuddet er steget med 2,1 procent og er nu samlet på 1,2 billioner dollar. Artiklen er derfor blevet rettet.
Siden Donald Trump igen blev præsident, har han ofte anvendt toldsatserne med det primære mål at berige USA og dets borgere.
Trump anser det amerikanske handelsunderskud for en betydelig trussel mod landets nationale sikkerhed og økonomi. Derfor erklærede han sidste år en national undtagelsestilstand og begyndte at pålægge told på varer fra andre lande.
Trods gentagne tiltag mod EU, Kina og Canada, er handelsunderskuddet steget det seneste år.
Handelsunderskuddet, der beskriver forholdet mellem importerede og eksporterede varer, steg sidste år med 2,1 procent sammenlignet med 2024, ifølge BBC. Det samlede underskud nåede dermed 1,2 billioner dollars.
Økonomer vurderer, at toldsatserne ikke har været effektive til at ændre handelsbalancen.
– Man er ikke lykkedes med at få handelsunderskuddet ned på nul eller minus, fortæller Mikael Olai Milhøj, partner og chefstrateg ved Sterna Capital Partners.
– Så længe USA producerer færre varer og samtidig eksporterer flere serviceydelser, vil toldsatserne ikke kunne reducere handelsunderskuddet.
Trump har ofte rost toldsatserne, herunder i januar 2025, da han netop var vendt tilbage til Det Hvide Hus.
Trump-administrationen har gentagne gange påpeget, at det vil tage tid, før deres tiltag giver resultater.
Men ifølge Mikael Olai Milhøj kræver det en større omstilling af den amerikanske produktion, før man vil se reelle ændringer.
– Omstilling i produktionen tager tid, så det er for tidligt at drage de store konklusioner. Forskning viser, at de højere toldsatser fører til højere priser i butikkerne, så længe varerne ikke produceres i USA, da det stadig er billigere at få produceret eksempelvis tøj i Kina.
Derfor kræves der mere for at ændre udviklingen.
– Man kunne i teorien indføre et importforbud for at stoppe importen af udenlandske varer. Men det ville kun gøre amerikanerne fattigere, da USA ikke selv producerer varer som iPhones, tøj og elektronik, som ville mangle eller stige kraftigt i pris.
– En hård og isolerende handelspolitik vil kun føre til fattigdom, da man ikke høster de økonomiske gevinster ved frihandel, siger Mikael Olai Milhøj.
Den amerikanske højesteret er i øjeblikket i gang med at vurdere, om begrundelsen for Trumps toldsatser, der er baseret på national sikkerhed, overhovedet er lovlig.