Ørsted sælger halv havvindmøllepark for 39 milliarder kroner

Ørsted har frasolgt 50 procent af havvindmølleparken Hornsea 3 til en pris af cirka 39 milliarder kroner, oplyser selskabet. Køberen er fonde forvaltet af Apollo.

Erhvervsanalytiker Jens Nymark kalder det altafgørende for Ørsted at kunne fremvise et frasalg af halvdelen af havvindmølleparken.

– Det er ikke kun et signal, men også et bevis på, at der ligger en forretning i Ørsted, når man ser mod Europa, hvor Ørsted har tænkt sig at satse hele butikken. Særligt nu hvor USA har oplevet store udfordringer, og man også ser problemer i Asien, siger han.

Handlen kommer efter Danmarkshistoriens største kapitalrejsning.

– Det er virkelig, virkelig afgørende, at Ørsted kan vise, at forretningsmodellen stadig lever, forklarer Jens Nymark.

Handlen med Apollo er ifølge Ørsted en vigtig milepæl i virksomhedens finansieringsplan.

– Vi glæder os til at arbejde sammen med dem om at levere dette vigtige projekt, der, når det står færdigt, vil kunne producere nok elektricitet til at forsyne mere end tre millioner britiske hjem med strøm og bidrage til den grønne omstilling i Storbritannien, udtaler Trond Westlie, koncernøkonomidirektør i Ørsted.

Normalt med frasalg

Jens Nymark forklarer, at frasalg af de store vindmølleparker er en integreret del af Ørsteds normale forretningsmodel.

– Det er dybest set en falliterklæring, hvis de ender med at brænde inde med parkerne. De skal opføres, og så skal Ørsted videre, siger Jens Nymark.

Ørsted har løbende brug for kapitalen til at komme i gang med deres næste havvindmølleparker.

– Derfor falder de 39 milliarder kroner på et tørt sted, selvom man lige har tilført 60 milliarder. Ørsted har ekstremt travlt med at opføre havvindmølleparker i de kommende år, fortæller Jens Nymark.

Afspejler prisen på opførelsen

Selvom 39 milliarder kroner kan lyde af mange penge, forklarer Jens Nymark, at det ligger på det niveau, som Ørsted selv anslår for opførelsen af parken.

Han vil ikke på nuværende tidspunkt give et bud på, om Ørsted gør en god handel, men alt andet lige er det fremover kun med den halve risiko.

Til gengæld vil han godt sige, at det er en god nyhed for aktionærerne op til regnskabet på onsdag.

– For en aktionær er det et bevis på, at der stadig findes et Ørsted, fordi vi i øjeblikket kun har fokuseret på de projekter i USA, hvor Donald Trump – heldigvis for Ørsted kun kortvarigt – var inde og bremse op, siger Jens Nymark.

Verdens største havvindmøllepark

Handlen forventes afsluttet inden årets udgang med forbehold for de sædvanlige myndighedsgodkendelser.

Hornsea 3 ligger 160 kilometer ud for kysten ved Yorkshire i Nordengland.

Når havvindmølleparken begynder at producere strøm, får Ørsteds Hornsea-område – der består af havvindmølleparkerne Hornsea 1, 2 og 3 – en samlet kapacitet på mere end 5 GW, hvilket gør det til verdens største idriftsatte havvindområde.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler