Novo Nordisk har indgået en aftale om køb af et betydeligt landbrugsareal, der tilføjer 706.000 kvadratmeter til virksomhedens eksisterende produktionsområde i Kalundborg.
Området er erhvervet fra private lodsejere og ligger vest for Kærby, tæt på Novo Nordisks nuværende produktionsfaciliteter.
Virksomheden har indgået aftaler med lokale landmænd om at dyrke jorden, så den ikke står ubrugt.
Michael Hallgren, produktionsdirektør i Novo Nordisk Kalundborg, fortæller, at de præcise planer for det store areal endnu ikke er fastlagt.
– Foreløbig er der ikke nogen konkrete planer for arealerne. De er opkøbt med henblik på at sikre fremtidige ekspansionsmuligheder, siger han.
Det nye areal grænser op til et andet stykke landbrugsjord, som Novo Nordisk købte i 2023.
Planer for grønne områder
Indtil der er klarhed over fremtidige planer, vil jorden fortsat blive dyrket som landbrugsjord.
En del af arealet vil dog blive anvendt til at skabe grønne områder i lokalområdet.
– Vi har indgået aftaler med landmændene om at dyrke jorden, så den ikke bare ligger hen. Det er en del af vores samlede strategi at sikre tilstrækkelig biodiversitet, siger Michael Hallgren.
– Derfor vil vi bruge jorden, indtil vi skal bruge den til noget andet, til at understøtte det. Derfor dyrker og bevarer vi det som natur, tilføjer han.
Michael Hallgren ønsker ikke at kommentere, hvad det har kostet Novo Nordisk at erhverve de 706.000 kvadratmeter jord.
Novo Nordisk har haft produktion i Kalundborg i over 50 år og har flere gange opkøbt jord for at udvide sin virksomhed i området.
I dag har medicinalvirksomheden igangværende investeringer for over 65 milliarder kroner i Kalundborg.