Medicinalgiganten Novo Nordisk tager mandag det første spadestik til anlægget af en ny fabrik ved Odense.
I alt skal der investeres 8,5 milliarder kroner i etableringen af det nye produktionsanlæg, som fra 2027 skal producere medicin til behandling af sjældne sygdomme såsom blødersygdommen hæmofili.
– Produktionsanlægget er baseret på avanceret teknologi og innovativt udstyr for at sikre den højeste kvalitet til patienter over hele verden. Samtidig vil denne investering hjælpe med at imødekomme den voksende globale efterspørgsel efter vores medicin, fortæller Henrik Wulff, koncerndirektør med ansvar for produktion, kvalitet og IT i Novo Nordisk.
Beslutningen bliver formelt annonceret på et pressemøde mandag formiddag med deltagelse af Novo Nordisks direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, finansminister Nicolai Wammen (S) og Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Vil plante 1000 træer
I øjeblikket beskæftiger Novo Nordisk over 30.000 mennesker i Danmark blandt andet i Kalundborg, Hillerød og Bagsværd.
Med det nye produktionsanlæg er forventningen, at virksomheden kan skabe yderligere 400 arbejdspladser.
I byggeprocessen af fabrikken, der skal ligge i Tietgenbyen øst for Odense, regner Novo Nordisk med at beskæftige 1000 personer. Foruden produktionsanlægget vil Novo Nordisk også bygge et lager på over 40.000 kvadratmeter.
Samtidig vil Novo Nordisk i forbindelse med byggeriet plante mere end 4000 nye træer, og bygningerne vil blive udstyret med solceller for at øge elproduktionen i området.
Svært ved at følge med efterspørgsel
Den fynske investering kommer i kølvandet på flere milliardinvesteringer i det danske marked de senere år. Alene i 2023 investerede Novo Nordisk 90 milliarder kroner i primært produktionsfaciliteter flere steder på Sjælland.
Lynanalyse
Det kan meget vel vise sig at være et gyldent spadestik i Odense i dag. Fabrik og lager for 8,5 milliarder kroner hører godt nok til i den lille kategori for Novo Nordisk.
Men når man kender ledelsens tankegang, er der al grund til at tro på, at mange flere milliarder bliver sendt mod Fyn de kommende år, og at Novo Nordisk vil skabe Danmarks fjerde ’Novo-by’ efter Kalundborg, Hillerød og området omkring hovedkontoret i Bagsværd.
Virksomhedens succes er især drevet af den enorme efterspørgsel på vægttabsmidlet Wegovy samt diabetesmidlet Ozempic.
Senest annoncerede Novo Nordisk, at virksomheden har opkøbt den amerikanske virksomhed Catalent, der skal hjælpe med at udvide den samlede produktionskapacitet.
På det seneste har Novo Nordisk haft svært ved at følge med efterspørgslen på Wegovy og Ozempic, hvilket kan føre til en yderligere stigning i virksomhedens indtægter fra fedmemedicin i fremtiden.
– De tal, jeg har set fra vækstanalytikere, peger på, at der i 2030 vil være et marked i størrelsesordenen 100-200 milliarder dollars. Det er 6-7 gange mere end det, Novo Nordisk omsætter for i øjeblikket, og det viser, hvor meget fart der er på udviklingen, siger en erhvervskommentator.