Når man sammenligner Grønland og Danmark, er forskellene både markante og slående:
Grønland er verdens største ø, mens Danmark kun fylder en lille del på verdenskortet. Med knap 57.000 indbyggere svarer Grønland til en mellemstor kommune i Danmark.
Den mest markante forskel findes dog i de økonomiske bånd, der forbinder de to lande.
Ifølge Verdensbanken var Danmarks samlede økonomi i 2021 cirka 125 gange større end Grønlands. Det svarer til, at Danmark producerer den økonomiske værdi, Grønland når på et helt år, på lidt mindre end tre dage.
Men hvad ville Grønland være uden de danske midler? Og hvilke konsekvenser kunne det få for både den danske og grønlandske økonomi, hvis Rigsfællesskabet blev opløst?
Bag Djibouti
Set i et internationalt perspektiv er Grønland en lille spiller i økonomien.
I 2021 var Grønlands bruttonationalprodukt (BNP) på omkring 20 milliarder danske kroner, hvilket ifølge Verdensbanken er mindre end for eksempel Andorra og Djibouti.
Til sammenligning var Danmarks samlede økonomi det år omkring 2567 milliarder kroner.
Danske milliarder
Grønlands økonomi er relativt lille, hvilket gør danske penge essentielle.
Sidste år modtog Grønland et bloktilskud på cirka fire milliarder danske kroner, som hjælper med at dække opgaver, som den danske stat tidligere har haft ansvaret for.
Dertil kommer udgifter til politi, fængsler og Forsvaret, som Danmark dækker. Ifølge Grønlands Statistik beløb disse udgifter sig i 2023 til 1,4 milliarder kroner, hvilket betyder, at Danmark i alt sendte 5,5 milliarder til Grønland.
Derudover modtager Grønland cirka 350 millioner kroner i støtte fra Den Europæiske Union, selvom Grønland forlod EU i 1985.
Samlet set modtager Grønland knap seks milliarder kroner i støtte ud af et statsligt budget på cirka 14 milliarder kroner.
Vigtige fisk
Fiskeri er den mest betydningsfulde industri for Grønlands økonomi.
I 2023 eksporterede Grønland for 6,2 milliarder kroner, hvoraf fiskeprodukter udgjorde over 90 procent. Særligt rejer, hellefisk og torsk bidrog væsentligt til eksporten, og ingen virksomhed i landet er større end fiskeriganten Royal Greenland.
Derfor er der en direkte sammenhæng mellem de internationale fiskepriser og den grønlandske økonomi.
– Da størstedelen af Grønlands eksport består af fisk og skaldyr, er landet meget påvirkeligt af de internationale opkøbspriser, skriver Grønlands Statistik. Andre faktorer som fangstkvoter, konkurrence og mangel på arbejdskraft kan også påvirke fiskeriet.
Resultatet er, at den grønlandske økonomi, der er så afhængig af ét erhverv, er blandt verdens mest sårbare, som tidligere overvismand Torben M. Andersen har påpeget.
I 2023 var Danmark den største modtager af Grønlands eksport, med knap 5,2 milliarder kroner, ifølge Grønlands Statistik. De næststørste eksportmarkeder var Island og Norge.
Dyrt at blive skilt…
Da danske midler udgør en stor del af Grønlands økonomi, vil en opløsning af Rigsfællesskabet være en økonomisk udfordring for Grønland. Selvom man teoretisk kunne udfase den danske støtte hurtigt, ville det medføre betydelige omkostninger.
– Bloktilskuddet udgør en væsentlig del af den grønlandske landskasse. Hvis man forestillede sig en hurtig udfasning, ville det kræve store besparelser, da det ikke ville være realistisk at hæve skatterne tilstrækkeligt på kort sigt, siger Torben M. Andersen.
Som formand for Grønlands Økonomiske Råd har han fulgt den grønlandske økonomi nøje, og tid kan blive en afgørende faktor for et selvstændigt og økonomisk stærkt Grønland.
– Der skal skabes et bredere erhvervsgrundlag, og Grønland skal overveje, hvad landet kan bidrage med til den internationale økonomi. Svaret ligger i høj grad i naturressourcer, både fra havet og i form af minedrift og turisme.
… Men ikke for Danmark
Diskussionen om Grønlands selvstændighed og bloktilskuddet er ikke ny.
Selvom bloktilskuddet udgør en stor del af Grønlands indtægter, vil de fem-seks milliarder kroner, Danmark kan spare ved at afslutte sine økonomiske forpligtelser, have mindre betydning for den danske statskasse, da Danmarks økonomi er så meget større.
– Det er et væsentligt beløb, men det ville ikke ændre den danske økonomi markant. Det ville dog frigøre nogle milliarder, som kunne prioriteres anderledes politisk, siger Torben M. Andersen.
Han påpeger også, at Danmark bidrager med mere end blot penge. Den danske stat har stillet lånegarantier, der har været afgørende for store byggeprojekter i Grønland.
Den danske økonomi er blandt de stærkeste i verden, hvilket gør det muligt at låne til lavere renter, når den danske stat garanterer for tilbagebetaling.
– Der er derfor flere faktorer, der påvirker økonomien, end blot bloktilskuddet, siger Torben M. Andersen.