GN Store Nord sælger høreapparatforretning for 17 milliarder

GN Store Nord har indgået en aftale om at sælge sin høreapparatforretning for 17 milliarder kroner.

Det oplyser selskabet i en børsmeddelelse.

Det italienske selskab Amplifon vil nu træde ind på markedet for høreapparater.

– Vi udnytter i dag en mulighed for at skabe en global leder inden for audiologi sammen med Amplifon. Den nye virksomhed har alle muligheder for at udvikle sig til en brancheleder, der driver yderligere innovation og succes inden for hørelse, fortæller CEO Peter Karlströmer.

GN-aktien har været under pres i lang tid. Siden toppen på 500 er aktien faldet med mere end 80 procent.

Inden børsens åbning mandag havde GN Store Nord en markedsværdi på godt 13 milliarder kroner.

Frasalg giver mening

Set i lyset af situationen, er frasalget logisk, mener erhvervsanalytiker Ole Krohn.

– Det giver mening på den korte bane, for man sælger det, der har værdi, så 17 milliarder kroner er en pæn pris for et presset GN Store Nord.

GN Store Nord modtager godt 12,6 milliarder kroner samt 56 millioner aktier i Amplifon for frasalget. Dette er nødvendigt for et selskab, der kæmper med en gæld på 9 milliarder kroner, påpeger Ole Krohn.

– Man har en stærk fornemmelse af at kunne satse på gaming, men nu skal man skabe vækst i de forretningsområder, der er tilbage, siger han.

Står på tre ben

Det danske selskab har tre forskellige forretningsområder.

Det ene er GN Hearing, som nu sælges. Derudover findes GN Enterprise, hvor høretelefoner udvikles og sælges, samt GN Gaming.

Selskabet vil fremadrettet fokusere på de to sidstnævnte forretningsområder, fremgår det af meddelelsen.

– Vi har unikke brands, talenter og kompetencer samt et rigt udvalg af muligheder, siger Peter Karlströmer.

GN Store Nord bekræfter, at en del af pengene fra salget vil blive brugt til at reducere gælden, ligesom der også skal investeres i den tilbageværende forretning.

Investorerne reagerer positivt på handlen, hvilket sender selskabets aktie op med omkring 36 procent.

Handlen mangler dog stadig grønt lys fra konkurrencemyndighederne, og den forventes at blive afsluttet inden årets udgang.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler