Svindel med gavekort og falske velgørenhedsindsamlinger

Udspekulerede unge mænd svindler med gavekort til kroophold og hævder, at de indsamler penge til udsatte børn.

Et ophold på en kro eller et hotel i det danske sommerland med lækker mad i hyggelige omgivelser lyder fristende, især nu hvor coronakrisen har sat en stopper for al udenlandsk rejseaktivitet.

Men hvis opholdet er købt som gavekort, kan det være slut, før man overhovedet har pakket taskerne. Det oplevede Peter Sely, da han købte et ophold på Bredal Kro gennem firmaet Kongerigets Ophold.

– Jeg blev kontaktet af en sælger fra Kongerigets Ophold, som spurgte, om jeg ville købe nogle gavekort. Han var meget overbevisende og fortalte om Bredal Kro som en gourmetoplevelse, og jeg kunne få rabat, hvis jeg købte to gavekort, fortæller han.

Peter Sely købte to gavekort og inviterede sin kæreste på kroophold i anledning af sin fødselsdag, men de kom aldrig af sted.

– Jeg ringede til Bredal Kro, men fik at vide, at der ikke var dækning på gavekortene. Det er totalt uærligt, siger han.

Ejeren af Bredal Kro, Elkær Mathiassen, er ligeledes skuffet over situationen. Han har indgået en aftale med Kongerigets Ophold om salg af gavekort til kroen. Ifølge aftalen skulle Bredal Kro have 80 procent af indtægterne fra salget, men folkene bag Kongerigets Ophold er løbet fra alle aftaler.

– De skylder os penge, og vi har sendt en regning til dem, men de vil ikke betale, fortæller Elkær Mathiassen.

Kroejeren har også opdaget, at gyldigheden på gavekortene er anderledes end aftalt.

– Da jeg indløste de første gavekort, kunne jeg se, at de ikke stemte overens med det, vi havde aftalt i kontrakten. Der står, at de er gyldige i 15 måneder, og jeg havde tydeligt sagt maks seks måneders gyldighed, fortæller han.

Da han ikke får penge for de solgte gavekort og ikke ved, hvor mange der er solgt, har Elkær Mathiassen ingen anden mulighed end at erklære gavekortene ugyldige, da han ellers risikerer at gå konkurs.

Et forbrugerprogram har taget sagen op for at finde ud af, hvem der står bag Kongerigets Ophold. Det viser sig, at svindlen har forbindelse til flere callcentre på den spanske sydkyst og ikke kun handler om gavekort.

Da programmet kontakter Kongerigets Ophold, er det en mand, der kalder sig Alexander Jensen, som tager telefonen. Han bekræfter, at han står bag selskabet, men vil ikke kendes ved den aftale, der er indgået med Bredal Kro, da den ifølge ham er indgået med en person ved navn Kodjo Emil Yacobi, der ikke længere er i selskabet.

– Der er en kæmpe misforståelse i den kontrakt, du underskrev med Kodjo Emil. Jeg har ikke set kontrakten, før Kodjo stoppede, og det er ikke mig, du har lavet aftalen med, siger Alexander Jensen og afviser at betale Bredal Kro for de solgte gavekort.

Da programmet efterfølgende kontakter Kodjo Emil Yacobi, erkender han at stå bag aftalen med Bredal Kro, men påstår, at der siden er ændret i den.

– Der er lavet en fejl, så gavekortene har fået en gyldighed på 15 måneder. Det er en fejl, de lavede i Kongerigets Ophold, efter jeg var gået ud af selskabet, siger han.

Men uanset hvad har Bredal Kro et berettiget krav mod Kongerigets Ophold, da aftalen er indgået med selskabet og ikke personerne bag, forklarer en ekspert.

– Uanset, hvem der er direktør eller repræsenterer virksomheden, så er det de aftalevilkår, der gælder, siger han.

Programmet har også fået kontakt til en ung kvinde, der tidligere arbejdede for Alexander Jensen og Kodjo Emil Yacobi i deres callcenter i Spanien, og hun bekræfter, at de to drev firmaet sammen.

Når virksomheder donerede penge til foreningen, modtog de et diplom som tak. – Det var noget, Kodjo og Alex startede, efter de mistede aftalen med et andet firma, der solgte gavekort. De ville gerne fortsætte med at sælge gavekort, da det var en lukrativ forretning, fortæller hun.

Der blev dog ikke kun solgt gavekort til kro- og hotelophold. Makkerparret startede også en forening for udsatte børn i Danmark.

– Formålet var at støtte udsatte børn og unge i Danmark. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik. Men vi fik ikke rigtig en specifikation på, hvem pengene skulle gå til, siger hun.

Alexander Jensen og Kodjo Emil Yacobi ville heller ikke selv stå i spidsen for foreningen og gik derfor til Patrick Andersen, der også er bosat i Spanien.

– Alex – eller Ali, som han hedder – kom til mig og spurgte, om jeg ville være formand for den her forening, hvor de hjalp udsatte børn, og det sagde jeg ja til, fortæller han.

Programmet er kommet i besiddelse af en længere Facebook-korrespondance mellem de ledende medlemmer af foreningen, hvor uddrag kan ses her:

Som det fremgår, er foreningens spanske navn Muazaz Hijo sl., og ifølge det spanske virksomhedsregister er ejeren her Hayder Ali Balasim. Han er ifølge Patrick Andersen identisk med Alexander Jensen.

Facebook-korrespondancen viser også, hvordan Kodjo Emil Yacobi, der på Facebook kalder sig Emil Emil, spiller en aktiv rolle i etableringen af foreningen og ligefrem spekulerer i indsamling til børn, da det ifølge ham ”gør det hele mere følsomt”.

Kodjo Emil Yacobi har tidligere drevet et callcenter i Spanien, der samlede penge ind til en forening for kræftramte børn. Men det viste sig, at kun en meget lille del af de indsamlede penge gik til kræftsyge børn.

Kodjo Emil Yacobi stod senere frem i et program, hvor han vedkendte sig sit ansvar i den sag og beklagede. Men nu er han altså i gang igen, og ligesom sidst kniber det med lysten til at sende pengene videre til de børn, der er samlet ind til.

– Vi hørte ikke om, at donationerne var gået nogen steder hen. Jeg gik ellers ud fra, at vi fik at vide, at nu var pengene gået til ture i Tivoli eller noget andet, fortæller hun.

Da det stod klart, at pengene ikke gik til de formål, de var tiltænkt, forlod Patrick Andersen posten som formand.

– Jeg har det rigtig skidt med det. Det var ikke pointen, at vi skulle tjene penge på det. I hvert fald ikke for mit vedkommende. Jeg vil folk det bedste, og det troede jeg også, de ville. For vi kunne jo faktisk hjælpe nogle folk her, men det var de ikke interesseret i, siger han.

Alt tyder altså på, at Kongerigets Ophold og foreningen alene har haft til formål at skrabe penge ind til Kodjo Emil Yacobi og Alexander Jensen. Det viser sig også, at pengene fra firmaet og foreningen er gået ind på samme bankkonto, hvilket vækker kritik.

– Normalt vil vi sige, at en virksomhed og en forening skal være fuldstændig adskilt. Man må aldrig nogensinde være i tvivl om, hvad der sker med de penge, der er indsamlet til et godt formål. Så det her vil jeg umiddelbart sige er fuldstændig no-go. Og hvad Kongerigets Ophold har med foreningen at gøre, er meget uklart, siger en talsmand.

Hun har ikke meget til overs for det, der er foregået i foreningen.

– Jeg synes, det er så forkasteligt. Det her er iskold beregning, siger hun.

Hverken Kodjo Emil Yacobi eller Alexander Jensen har ønsket at stille op til interview. De vil heller ikke redegøre for, hvor de indsamlede penge er endt. Men over telefonen afviser de begge at være involveret i foreningen på trods af den omfattende dokumentation.

– Jeg har aldrig snydt nogen eller taget penge, hvor jeg ikke skulle tage dem. Er du dum? Er du seriøst dum? Det er i hvert fald ikke mig. Det er vel Kodjo, er det ikke, siger en tydeligt ophidset Alexander Jensen.

Men Kodjo Emil Yacobi afviser også, at han skulle have et ansvar for det, der er foregået i foreningen.

– Hvad fanden er det, du vil? Det er fuldstændig fucked op, den måde du begynder at ringe på. Jeg kunne forstå, hvis jeg havde lavet et eller andet fucked op, men det har jeg ikke, siger han.

Kongerigets Ophold har nu lukket deres hjemmeside, og selskabet er under tvangsopløsning.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler