Bagerkæde ejer deler billede af hærværksmand efter ødelæggelser

– Jeg bliver træt.

Sådan indleder Christian Bodenhoff, ejer af Bodenhoff-bagerierne, et opslag på LinkedIn.

Natten til lørdag blev alle krukker og træer foran Bodenhoff Bageri på Finsensvej i Frederiksberg væltet og smadret af en forbipasserende.

Krukkerne har kostet mellem 7000 og 8000 kroner, fortæller Christian Bodenhoff.

– Jeg er frustreret over, at det sker. Hvorfor? Hvad får han ud af det? spørger han.

Det er langt fra første gang, Bodenhoff oplever, at krukker bliver væltet, ødelagt eller endda stjålet. Faktisk sker det tre til fire gange om året, ifølge ham.

Han har også talt med flere restauranter og caféer i området, og det er ikke usædvanligt, at genstande uden for butikkerne bliver ødelagt eller stjålet.

Ved Bodenhoff Bageriet ved Bellahøj har hærværket ført til, at bagerkæden har bygget plantekasser sammen med stole for at forhindre ødelæggelse.

– Det fjerner det æstetiske udtryk og hyggen omkring butikken, fortæller han.

I sit opslag på LinkedIn har Christian Bodenhoff også delt et skærmbillede fra en overvågningsvideo af gerningsmanden.

Han beskriver, at episoden varer cirka 30 sekunder, hvor den unge mand går forbi krukkerne med en flaske i hånden, vælter dem og fortsætter sin vej.

– Det er tydeligt, at der er tale om ligegyldigt hærværk, og det virker som om, han ville have væltet en række cykler, hvis han havde set dem, siger han.

Det er dog ulovligt at dele overvågningsbilleder af andre mennesker, selvom der er tale om en kriminel handling.

Christian Bodenhoff forklarer, at han har delt billedet, så personen ikke kan genkendes.

– Det er på ingen måde for at hænge personen ud, understreger han.

Han har heller ikke anmeldt episoden til politiet, da han mener, de blot ville sige, at de har travlt med andre sager.

I stedet handler det for bageren om, at folk i kommentarfeltet har spekuleret i, om der kunne være et racistisk motiv bag hærværket, især da Bodenhoff-bageriet i øjeblikket reklamerer for en Eid-kage.

Men det afviser Christian Bodenhoff.

– Jeg føler mig hverken truet eller noget på grund af det her, siger han.

– Billedet er bare for at bekræfte, at det er en ganske almindelig mand. Jeg har ikke behov for at se eller møde ham, fortæller han.

Slut med hygge

Christian Bodenhoff er overrasket over, at så mange har set opslaget og kommenteret det.

– Der er nok mange, der kan genkende situationen og den ligegyldighed, siger han.

Nu har han brugt tid på at rydde op efter hærværket, og de skal finde ud af, hvordan det skal se ud foran butikken fremover.

– Fra nu af vil vi i hvert fald ikke investere i krukker til 7000 eller 8000 kroner. Det bliver nok nogle billigere krukker, men de kan også se pæne og hyggelige ud, siger han.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler