For flyselskaberne er situationen en krise af usete proportioner.
Mandag godkendte aktionærerne i Norwegian en redningsplan, der udvander deres aktier, men sikrer selskabets overlevelse.
For en uge siden annoncerede SAS, at de ville afskedige op mod 5000 medarbejdere, hvilket svarer til omtrent halvdelen af deres ansatte. Samtidig blev det klart, at den tyske flygigant Lufthansa sandsynligvis vil modtage op mod 67 milliarder kroner i statsstøtte for at forblive solvent.
– Der er sandsynligvis kun et eller to flyselskaber i Europa, der kan overleve denne krise uden statslig støtte. Resten har brug for en eller anden form for hjælp fra staterne. Luftfartsbranchen står over for sin værste krise nogensinde, fortæller Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank.
Ryanair og EasyJet i stærk position
Jacob Pedersen påpeger, at Europas to største lavprisselskaber, Ryanair og EasyJet, har været i en klasse for sig, når det kommer til at generere overskud de seneste år. Derfor vurderer han, at de står bedst rustet til at håndtere eftervirkningerne af coronakrisen.
Disse to selskaber menes at kunne klare sig uden økonomisk støtte, forudsat at krisen ikke strækker sig over flere år.
I både europæisk og dansk luftrum er nogle af de største flyselskaber Lufthansa, Air France-KLM, British Airways og SAS. Fælles for dem er, at de har en eller flere regeringer, der kan støtte dem – en faktor, der kan vise sig at være yderst vigtig.
– Det burde handle om, hvem der har fundet ud af, hvordan man tjener penge, og hvem der har en fungerende forretningsmodel. Men spillereglerne er ændret, og det vil blive de store flyselskaber, der får lov at overleve, siger Jacob Pedersen.
Han fremhæver, at British Airways, Lufthansa og delvist SAS har forbedret deres evne til at generere overskud i de seneste år.
For den fransk-hollandske konstellation Air France-KLM er de økonomiske udfordringer større, og for Norwegian var det indtil mandag morgen usikkert, om en konkurs truede i den nærmeste fremtid.
Herunder kan du se Jacob Pedersens vurdering af, hvilke af de største flyselskaber i Danmark der står bedst og værst rustet til krisen. Listen inkluderer de syv flyselskaber, der ifølge en opgørelse fra Finans.dk sidste år fløj flest passagerer ind og ud af Danmarks største lufthavn, CPH.
Sådan er de største flyselskaber rustet til krisen
Ryanair
Det irske lavprisselskab havde i finansåret 2018-2019 et overskud på 885 millioner britiske pund og fløj med cirka 150 millioner passagerer det seneste år. Selskabet er børsnoteret og har ingen statslige ejerandele. Ifølge Jacob Pedersen bør Ryanair kunne klare sig i hvert fald et stykke tid uden offentlig hjælp, da de havde en solid pengekasse ved krisens begyndelse.
EasyJet
Det britiske lavprisselskab havde i 2018-2019 et overskud på 349 millioner britiske pund og fløj med 96 millioner passagerer. Også børsnoteret uden statslige ejerandele.
British Airways
Det britiske selskab, der er en del af International Airlines Group (IAG), havde i 2019 et overskud på 1,1 milliard britiske pund og fløj 47,7 millioner passagerer. Selskabet er børsnoteret som en del af IAG og har ingen offentlig ejerandel, men IAG har modtaget et lån fra den spanske regering.
Lufthansa
Det tyske selskab havde i 2019 et overskud på 1,2 milliarder euro og fløj med godt 145 millioner passagerer. Lufthansa er børsnoteret, og den tyske stat ejer ikke aktier i selskabet, men der er i øjeblikket forhandlinger om en hjælpepakke til en værdi af ni milliarder euro.
SAS
Det dansk-svenske selskab havde i finansåret 2019 et overskud på 704 millioner svenske kroner og fløj med cirka 28,5 millioner passagerer. Selskabet er børsnoteret i Stockholm, men den danske og svenske stat ejer hver cirka 14,5 procent af aktierne. Begge regeringer har stillet milliardgarantier til SAS.
Air France – KLM
Det fransk-hollandske selskab, der er resultatet af en fusion mellem Air France og KLM, havde i 2019 et overskud på 290 millioner euro og fløj med godt 103 millioner passagerer. Den franske og hollandske stat ejer hver 14,3 procent af selskabet, og der er godkendt en hjælpepakke til en værdi af 7 milliarder euro fra den franske stat. Air France – KLM vurderes at stå svagere end de andre selskaber, med undtagelse af Norwegian.
Norwegian
Det norske selskab tabte i 2019 1,6 milliarder norske kroner og fløj 36,2 millioner passagerer. Norwegian er børsnoteret i Oslo, men den norske stat har ingen ejerandel. I en omfattende redningsaktion, der blev godkendt mandag, har Norwegian ændret sin ejerstruktur for at få del i en hjælpepakke fra den norske stat på knap tre milliarder norske kroner. Selskabet stod ifølge egne oplysninger over for en potentiel konkurs uden denne hjælp.
Listen inkluderer de syv flyselskaber, der ifølge Finans.dk fløj flest passagerer ind og ud af Danmarks største lufthavn, CPH.
Forandringer på vej
Jacob Pedersen er ikke alene om sin dystre analyse af flyselskabernes fremtid.
I en ny analyse fra konsulenthuset Kearney beskrives en luftfartsindustri, der står over for en omfattende omlægning som følge af coronakrisen. Ifølge analysen gik mere end 30 flyselskaber konkurs sidste år, med Thomas Cook Airlines som et af de mest kendte eksempler.
I år er Europas største regionale flyselskab, britiske Flybe, allerede gået konkurs, og Kearney forudser, at flere konkurser vil følge. Analysen antyder, at der i fremtiden kun vil være plads til et par store flyselskaber i Europa.
Selvom Jacob Pedersen ikke forventer så store forandringer, mener han, at luftfartsbranchens krise vil vare længere end sundhedskrisen.
– På kort sigt er der kaos. Det afhænger af, hvordan situationen udvikler sig, men mit bedste bud er, at nogle flyselskaber vil falde fra i denne krise. De store forandringer vil være færre flyselskaber, færre afgange i en periode, færre destinationer og højere billetpriser, siger Jacob Pedersen.
Han forventer, at disse forandringer vil vare ved i hvert fald et par år.