Danske aktier falder markant på grund af oliepriser

Det danske C25-aktieindeks er mandag formiddag faldet med cirka 1,3 procent.

Faldet skyldes stigende oliepriser, som er steget som følge af den igangværende konflikt i Mellemøsten, fortæller Philip Jagd, aktiechef i Sampension.

– Situationen i Mellemøsten har i den seneste uge haft stor indflydelse på ikke kun oliepriserne, men også gas- og gødningspriser samt aktiemarkederne, siger han i en skriftlig kommentar.

– Vi må forvente, at nyheder om konflikten og energipriserne fortsat vil påvirke finansmarkederne i den nærmeste fremtid.

Røde tal på børsen

C25-indekset omfatter de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs, herunder store selskaber som Mærsk, Ørsted og DSV.

Kort før klokken 10.30 er alle tre selskaber blandt dem, der er hårdest ramt, med fald på mellem 2,3 og 3,1 procent.

De seneste dage har været præget af uroligheder i Mellemøsten, efter at Israel og USA indledte et omfattende angreb på Iran den 28. februar. Angrebene har affødt modangreb.

Begrænsninger i olieproduktionen

I forlængelse af konflikten har flere olieproducerende lande i regionen begrænset deres olieproduktion, efter at det vigtige Hormuzstræde er blevet lukket.

Strædet, der ligger mellem Den Persiske Bugt og Omanbugten, er et centralt handelsknudepunkt, hvor omkring 20 procent af verdens olie passerer igennem.

Stigende oliepriser kan få konsekvenser for mange dele af verdenssamfundet, herunder Danmark. Hvis priserne forbliver høje, kan det på længere sigt føre til højere produktionsomkostninger for virksomhederne og dermed lavere indtjening.

Breaking news

Guld og sølv falder kraftigt – C25 i stort fald

Log ind for at gemme

Relaterede artikler