Boligmarkedet sætter ny ti-årig prisrekord trods coronakrise

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer, ejerlejligheder og sommerhuse har nået det højeste niveau i ti år.

Dette fremgår af data fra Boligsiden.dk.

Den høje pris skyldes en stigning i boligsalget i den seneste tid, ifølge Boligsiden.dk.

Overraskende udvikling, mener ekspert

Salgspriserne for villaer og rækkehuse er steget med 1,6 procent i den seneste måned.

Sammenlignet med samme periode sidste år er der en stigning på 2,3 procent.

Da Danmark lukkede ned i midten af marts, var der få, der havde forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville opleve rekordhøje salgspriser. Mange forventede derimod et fald.

– Indtil videre har det store fald ikke materialiseret sig, hvilket i høj grad skyldes den markante stigning i boligsalget, som vi har set for nylig, fortæller Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Ti-års rekord for ejerlejligheder

For ejerlejligheder er salgspriserne steget med 0,9 procent i den seneste måned, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 3,3 procent.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i juni er dermed 28.712 kroner, hvilket også er det højeste niveau i de seneste ti år.

– Salget af ejerlejligheder faldt betydeligt umiddelbart efter nedlukningen, og denne boligtype har været den, der har taget længst tid om at genfinde sit normale niveau.

– Men især i slutningen af juni er salget steget, og vi ser nu, at priserne ikke blot holder sig, men også stiger, tilføjer Birgit Daetz.

Også salgsprisen på sommerhuse er steget, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris i juni nåede 17.156 kroner.

Dette er ligesom for de to øvrige boligtyper det højeste niveau i de seneste ti år, og det er sket på baggrund af en stigning i salgspriserne på 2,6 procent den seneste måned og 5,2 procent siden sidste år.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler