Japan og Sydkorea slipper med en toldsats på 25 procent, mens Laos og Myanmar står over for 40 procents told.
Donald Trump præsenterede sin omfattende toldpakke på et pressemøde den 2. april, men har senere udskudt toldsatserne med 90 dage. Nu nærmer deadline sig. I aftes dansk tid sendte Trump breve til 14 lande, hvor han informerer om, at USA hæver tolden på importerede varer fra 1. august.
Den amerikanske præsident har også underskrevet et dekret, der udsætter ikrafttrædelsen af de højere toldsatser til den 1. august, ifølge Det Hvide Hus.
I april annoncerede Trump en grundtold på 10 procent for de fleste lande, med yderligere forhøjede satser på op til 50 procent, som skulle træde i kraft den 9. juli. Denne deadline er nu blevet udskudt.
I videoen nævner Trump, at han forventer at have sendt breve om toldsatser eller indgået aftaler med alle lande den 9. juli.
USA’s finansminister Scott Bessent oplyste søndag, at Trump vil sende breve til 100 mindre lande, som USA ikke har meget samhandel med.
Disse lande vil blive informeret om de toldsatser, der blev præsenteret den 2. april, da Trump præsenterede sin plan med en planche i den ene hånd og en fiktiv toldhammer i den anden.
Her er de lande, der indtil videre har modtaget breve om USA’s fremtidige toldsatser:
Sydkorea – 25 procent
Malaysia – 25 procent
Kasakhstan – 25 procent
Tunesien – 25 procent
Sydafrika – 30 procent
Bosnien-Hercegovina – 30 procent
Indonesien – 32 procent
Bangladesh – 35 procent
Thailand – 36 procent
Cambodia – 36 procent
Trump har udtalt, at handelsaftaler er komplicerede, og at han hellere vil sende breve til landene for at informere dem om omkostningerne ved at handle i USA.
Den 9. april, en uge efter at toldsatserne blev annonceret, satte Trump dem på pause i 90 dage for at give verdens lande tid til at forhandle handelsaftaler med USA.
Indtil videre er der dog ikke mange aftaler blevet indgået før den oprindelige deadline.
Den 8. maj indgik Trump en handelsaftale med Storbritannien, som blandt andet nedsatte tolden på biler, stål og aluminium fra Storbritannien. For nylig indgik USA og Vietnam en aftale om en 20 procents toldsats på varer fra Vietnam, der importeres til USA.
Vietnam havde ellers været udsat for en potentiel toldsats på 46 procent ifølge Trumps plan fra april.
Finansministeren sagde søndag, at Trump-administrationen fokuserer på 18 vigtige handelspartnere, der står for 95 procent af USA’s handelsunderskud, og at flere store handelsaftaler kan blive annonceret i de kommende dage.
Den 2. april, på Trumps ‘Liberation Day’, blev tolden på varer fra EU annonceret til at være 20 procent.
I slutningen af maj blev truslen om told opjusteret til 50 procent på europæiske varer, som skulle træde i kraft den 1. juni. Efter en samtale med EU-Kommissionens formand, Ursula Von der Leyen, blev tolden dog udskudt til den 9. juli.
Der er endnu ikke indgået en aftale, men søndag sagde den amerikanske finansminister, at der er gjort fremskridt i forhandlingerne med EU.
Det er endnu uklart, hvad en potentiel toldsats mod EU vil være, og hvad en eventuel handelsaftale vil indeholde.