René Redzepi er en anerkendt stjernekok, der har sat Danmark på det kulinariske kort med sin restaurant Noma.
Noma har opnået tre Michelin-stjerner og forbereder sig nu på at åbne en ny pop-up restaurant i Los Angeles i den kommende uge.
Men før åbningen af den nye restaurant kommer en række tidligere ansatte med alvorlige anklager mod Redzepi.
En undersøgelse har involveret 35 tidligere ansatte og praktikanter, som beskriver et arbejdsmiljø præget af både fysisk og psykisk vold, herunder slag i ansigtet, skub op ad væggen og trusler om at blive “blacklistet” fra restauranter verden over.
Slag i ribbenene
Et eksempel fra februar 2014 viser, hvordan René Redzepi ifølge kilder har gennede sine ansatte ud i kulden under en travl aften.
Udenfor dannede omkring 40 kokke en cirkel omkring Redzepi og en ung souschef, som Redzepi var blevet sur på for at spille technomusik i køkkenet.
I cirklen slog Redzepi den unge medarbejder i ribbenene og tvang ham til at råbe, at han kunne lide at give DJ’s oralsex.
En tidligere Noma-kok ved navn Alessia, som var til stede, fortæller om hændelsen, men ønsker kun at optræde med fornavn af frygt for repressalier.
Omkring 30 tidligere ansatte bekræfter, at det var “rutine” at blive slået af enten Redzepi eller de ledende kokke i køkkenet.
Undskylder dårlig dømmekraft
René Redzepi har fået forelagt anklagerne om vold fra tidligere ansatte.
I en kommentar til undersøgelsen siger han, at han ikke genkender alle detaljer, men at det er klart, at hans handlinger har været skadelige.
– Til dem, der har lidt under min ledelse, min dårlige dømmekraft eller min vrede, er jeg dybt ked af det, og jeg har arbejdet på at forandre mig, fortæller han.
Redzepi nævner også, at han har været i terapi og har fundet “bedre måder” at håndtere sin vrede på.
Allerede i 2015 undskyldte han i et essay for sin opførsel og for at have været “en mobber” gennem sin karriere, hvor han også lovede at ændre sig.
Noma har sendt det samme skriftlige svar fra Redzepi, som er blevet omtalt i undersøgelsen. Restauranten understreger, at de kritiske historier og beskyldninger, der fremkommer nu, er op til 10-17 år gamle og ikke retvisende for, hvordan Noma er som arbejdsplads i dag.
Derudover vil restauranten iværksætte en uafhængig undersøgelse af arbejdsmiljøet.
Kritik af arbejdsmiljø
René Redzepi, Claus Meyer og Mads Refslund grundlagde Noma i København i 2003.
Restauranten er kendt som en af pionererne inden for ‘New Nordic Cuisine’ og har bidraget til at sætte dansk gastronomi på verdenskortet.
Udover sine tre Michelin-stjerner har Noma også vundet titlen som femdobbeltvinder af World’s 50 Best Restaurants.
Restauranten har dog også været genstand for kritik gennem årene.
I 2022 rapporterede flere medier om, hvordan Noma brugte gratis arbejdskraft, og Financial Times har også beskrevet et arbejdsmiljø med vagter på op til 16 timer.
Året efter meddelte Redzepi, at han ville lukke Noma i sin nuværende form, da restauranten ikke længere var “økonomisk eller følelsesmæssigt” bæredygtig.
Senest har en tidligere leder af Nomas fermenteringslaboratorium, Jason Ignacio White, delt opslag på sociale medier om arbejdskulturen under Redzepi, som har fået over 14 millioner visninger.
Han har også delt anonyme anklager fra andre tidligere ansatte. På hans profil er der annonceret en demonstration i Los Angeles under navnet ‘stå sammen med Noma-medarbejderne’.