På en helt almindelig hverdag har vi fulgt to unge mennesker, der bor kun en time fra hinanden, men hvis liv er meget forskellige. Mød Molly, der føler sig ‘super privilegeret’, og Sara, som uden omsvøb erkender: ‘Jeg er mega jaloux.’
Det tager cirka en time at køre fra Brønshøj i København til Nykøbing Sjælland, men det skal man huske, når man læser denne historie.
Nogle kilometer uden for byen, oppe mod det vestlige hjørne af Sjælland, bor Sara Elkjær Smedebøl. Klokken er syv minutter i seks, da hendes vækkeur ringer. Kvart i syv skal hun ud ad døren for at komme til gymnasiet på Campus Odsherred i Asnæs. Først cykler hun, derefter tager hun en bus og til sidst et tog.
Toget er det kritiske punkt. Hvis det er aflyst – og det sker ifølge Sara ikke sjældent – skal hun i stedet tage en time i bus, hvilket gør, at hun kommer for sent i skole.
– Jeg tjekker Rejseplanen fem gange hver morgen for at se, om der er noget, der er aflyst, og alligevel kan man ikke stole på det, fortæller hun.
På omtrent samme tidspunkt, som Sara venter på toget på Nykøbing Sjælland Station, ringer alarmen på en telefon i Brønshøj og vækker Molly-Marie Tang Christensen. Molly husker, at kontrasten mellem hendes liv og jævnaldrendes i andre dele af landet gjorde indtryk, da hun besøgte en efterskoleveninde i Jylland. Hun mener, at det er uretfærdigt. Hun har en 10 minutters cykeltur til Nørre G., et gymnasium blandt mange, hun kan vælge imellem, mens Sara kun har få reelle muligheder.
Sara Elkjær Smedebøls morgenrutine virker som en hård start på dagen, mener Molly-Marie.
Danmark er et lille land, men forskellene vokser. Nogle siger, at landet er ‘ved at knække over’, og at visse områder ‘bliver hægtet af’. Efter kommunalvalget i efteråret konkluderede statsminister Mette Frederiksen, at det er blevet sværere at være relevant for danskerne, uanset om man bor på landet eller i byen, fordi vores hverdag er blevet mere forskellig.
– Jeg tror virkelig, det ville være meget uoverskueligt for mig, siger Molly. – Altså så kommer man derhen, skal være i skole og er udmattet og træt, og på vej hjem skal man gennem samme proces igen. Det, synes jeg, lyder lidt udmattende – også fordi, hvis du så også har et fritidsjob, hvordan skal man så kunne nå det?
For Sara er det ‘snyd’, ‘mega nederen’ og ‘virkelig uretfærdigt’, at der er så stor forskel på at vokse op ét sted frem for et andet.
– Det er jo ikke os unge mennesker, der har taget en beslutning om, hvor vores forældre har bosat sig, siger hun.
Selvom der ikke er undersøgelser, der viser, at afstanden til en ungdomsuddannelse er et problem i sig selv, har den betydning for, hvilken uddannelse de unge vælger; de vælger hellere en, der er tættere på.
I de tyndere befolkede områder, hvor det ifølge Sara er ‘virkelig besværligt at tage en uddannelse’, ser vi et mønster. Andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, er markant større her, især blandt mænd. Man skal til de større byer eller Nordsjælland for at finde de laveste tal for unge, der hverken er i job eller uddannelse.
Allerede efter 9. klasse begynder det at se sortere ud i områder som Vest- og Sydsjælland, Sønderjylland og på Bornholm, hvor antallet af elever, der ikke består dansk og matematik, er højest og er steget mest de seneste år.
Beretninger om skoler, der lukker, butikker, der drejer nøglen om, og små landsbyer, der lider en langsom død, kommer fra de områder, hvor sociale og økonomiske faktorer viser, hvor der er flest ressourcer i samfundet.
Der er dog lyspunkter. Livskvaliteten er højere på landet, og de fleste foretrækker at bo i et hus med have i en mindre by, når de får børn.
Sara har været glad for at bo i det træhus med naturskøn udsigt, som hendes forældre købte, da de ønskede at have råd til at rejse. Som nyuddannet lærer og bibliotekar slog de sig ned, hvor den første af dem fik tilbudt et job, og Sara ser tilbage på en god barndom, hvor hun og de andre børn i nabolaget legede på vejen.
Hun bruger den lange tid, hun hver dag tilbringer i et tog, på at læse lektier. Nu, hvor hun er blevet ældre, har noget ændret sig.
– Jeg kan ikke altid gøre, hvad jeg har lyst til, fordi det afhænger af, om der går et tog, siger hun.
Jo senere på dagen hun tjekker Rejseplanen, desto færre tog er der at vælge imellem. Weekender er en historie for sig selv, der ikke rimer på fredagscaféer og gymnasiefester.
– Det tager virkelig lang tid at komme hjem, og så er man sent hjemme. Hvis man også skal nå lektierne, bliver det lidt stressende, så jeg er ikke rigtig sammen med venner uden for skolen, siger Sara.
Klokken 15.15 strømmer elever ud af dørene til en kaotisk labyrint af tætpakkede, parkerede cykler foran gymnasiet i Brønshøj. Molly-Marie sætter sig op på sin cykel for at cykle mod en café, hvor hun arbejder.
– Det betyder virkelig meget for mig, at jeg kan arbejde, siger hun. Pengene bruger hun på at gå på café med sine veninder og planlægge rejser. I øjeblikket sparer hun op til sin studenterhue.
– Jeg er mega jaloux på folk, der har det sådan, indrømmer Sara, mens hun sidder i toget på vej hjem. – Jeg kan ikke have et fritidsjob, jeg kan heller ikke rigtig gå til sport, og det er besværligt at være sammen med venner.
Hun har været nødt til at sige sit job i en SFO op, fordi hun ikke kan nå derhen, inden børnene er taget hjem. Nu arbejder hun så meget, hun kan, i sommerferien.
Selv om det kun er små tyve minutter i bil hver vej for Sara, giver det et nyt logistisk puslespil, hvis hun skal låne sine forældres bil. Lønnen fra hendes sommerferiejobs rækker ikke til, at hun kan købe sin egen.
I Brønshøj får kontrasterne mellem hverdagen i en storby og i et tyndere befolket område bare en time derfra Molly-Marie til at konstatere, at forskellen ‘ikke er fair’.
– Jeg føler mig super privilegeret i og med, at jeg har fået lov til at vokse op i en storby, hvor jeg har så mange muligheder, siger hun. Selvom hun har nydt at besøge efterskoleveninder på landet, synes hun, det er synd for dem, der er i Sara Elkjær Smedebøls situation.
– Jeg synes bare, det lyder som om, hun er meget begrænset og virkelig ikke har særlig mange muligheder i forhold til både socialt liv og at kunne tjene penge eller at komme i skole og have overskud i det hele taget, siger Molly.
