Trumps anvendelse af ICE og grænsepoliti er problematisk i forhold til det liberale demokrati, fortæller Mathias Sindberg.
Med masker, automatiske våben og skudsikre veste patruljerer amerikanske ICE-agenter og grænsepolitiet gaderne for at finde illegale migranter. Denne hårdhændede indsats har allerede kostet to amerikanske statsborgere livet på blot tre uger, senest 37-årige Alex Pretti, der blev dræbt i Minneapolis i weekenden.
Ifølge journalist Mathias Sindberg vidner de seneste hændelser om, at Trump-administrationen er i færd med at ændre USA til et land med fascistoide tendenser.
– Når jeg ser dette udvikle sig, skyldes det blandt andet det gadepolitiske element. Man har en tungt bevæbnet og maskeret myndighed, der minder om præsidentens personlige stormtropper eller en paramilitær gruppe, siger han.
– Stephen Miller, Trumps måske vigtigste rådgiver, udtaler direkte: “I har fuld immunitet. Ingen, heller ikke statslige og lokale myndigheder, skal stoppe jer fra at udføre jeres opgave,” fortæller Sindberg.
På trods af stigende kritik fra selv sine egne tilhængere, herunder podcast-værten Joe Rogan, der tidligere har stemt på Trump, fastholder administrationen nødvendigheden af indsatsen. Kritikken ser endda ud til at motivere dem til at intensivere deres aktiviteter.
– De siger: “Vi kommer ikke til at skrue ned. Vi kommer til at skrue op.” De forstærker blot flammerne. Jeg mener, at denne dyrkelse af det stærke og brutale har også en fascistoid karakter, lyder det fra Sindberg.