Under en køretur i Helsingør stødte Thomas Petersen på et overraskende syn, da han opdagede en stor hvid sæk med et lille gult mærkat, der lå smidt på en parkeringsplads ved en skov.
På sækken stod der, at den indeholdt et stof, der er omfattet af dansk arbejdsmiljøregulering med hensyn til kræftrisiko. Thomas Petersen formoder, at posen indeholder asbestaffald.
– Jeg var faktisk totalt målløs. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt, fortæller Thomas Petersen.
Flere har set dumpet affald
Han er ikke alene om at bemærke mistænkelige sække i Nordsjælland. Fotografen Michael Forsmark fandt hele fem paller med asbestaffald på en rasteplads i Hillerød Kommune.
– Der skal meget til, før jeg bliver forarget, men det blev jeg der. Det er sgu ikke okay. Jeg elsker naturen, så jeg tænker bare hold k…, hvor er det frækt, siger han.
Flere undrer sig over, om fundene kan være relateret til de nye asbestregler, der trådte i kraft ved årsskiftet.
De nye asbestregler
Fra årsskiftet må private ikke selv nedrive asbest. Det kræver nu en særlig autorisation at fjerne materialer med asbest.
Formålet er at reducere eksponeringen for farligt asbeststøv og risikoen for sygdomme relateret til det. Autorisationen skal sikre, at dem, der håndterer asbest, har styr på reglerne og sikkerheden.
Indånding af asbestfibre er kræftfremkaldende, og eksperter anslår, at der i dag er over en million bygninger med asbesttage i Danmark. Asbest er blevet forbudt i byggeri i mere end 40 år, og selv små mængder kan være sundhedsfarlige.
Asbestaffald deponeres ofte i specielle deponier, som Avedøre Holme i Hvidovre, også kendt som ‘Asbesttippen’.
Professor har frygtet det
Torben Sigsgaard, miljømediciner og professor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, advarer om, at fundene på rastepladserne kan være et alvorligt problem.
– Det er det her, jeg har frygtet hele tiden. Hvis konsekvensen er, at asbestaffaldet i stedet bliver dumpet i naturen, vil det blive meget dyrere for samfundet, end hvis der var frit lejde for at aflevere affaldet gebyrfrit, siger han.
Han mener, at det bør være billigere eller endda gratis at deponere asbest, så færre vælger at smide det i naturen.
Borgmester er forarget
Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør, er også opmærksom på fundene af asbestbunker i kommunen.
– Det er virkelig dårlig adfærd. Når man dumper det i naturen, er det miljøskadeligt, og børn kan få fingrene i det. Det er dybt forkert, siger hun.
Hun mener dog ikke, at det er kommunens ansvar at gøre det billigere at håndtere asbestaffald.
– At gøre det billigere betyder, at andre skal betale for det. Jeg synes, dem der leverer affaldet, også skal betale for det, siger hun.
Hun foreslår, at staten bør gribe ind for at sikre en mere ensartet håndtering af asbestaffald.
To mænd i hvide dragter
På samme dag, hvor Thomas Petersen fandt asbestbunken, så han to mænd i hvide beskyttelsesdragter læsse noget ud af en varevogn.
Selvom han syntes, det var mistænksomt, troede han først, at de blot passede deres arbejde. Den tanke ændrede sig dog, da han senere så sækken, hvor mændene havde stået.
– Jeg tænkte, at jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse, siger han.
Senere lavede han et opslag om sit fund i en lokal Facebookgruppe, hvor flere kommenterede, at de nye regler for asbest kan føre til flere lignende situationer.
Thomas Petersen har kontaktet Nordsjællands Park & Vej for at rapportere fundet. Politiet er også blevet spurgt om, hvorvidt der er modtaget flere anmeldelser om asbestaffald i naturen, men har ikke svaret inden artiklens udgivelse.