Færøerne bevæger sig stille og roligt mod øget selvstændighed. Ifølge en lektor handler det ikke kun om Danmark, men om Færøernes rolle i den globale sammenhæng.
Nuværende statsminister Mette Frederiksen, den grønlandske regeringsleder Jens-Frederik Nielsen og Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen mødtes sidste år ved Trælanípan. Det er en skøn forårsdag i Tórshavn, hvor jeg nyder solen på en caféstol, mens mine tanker ledes hen på Martin Lidegaard, formand for Radikale Venstre, hvis stemme pludselig fylder mine tanker.
For nylig udtalte Lidegaard, at det er på tide at “gentænke rigsfællesskabet” og ville gerne tage emnet op i en ny regering efter valget.
Debatten om selvstændighed har været stille i over 20 år, trods at Færøerne har hjemtaget mange områder, undtagen udenrigspolitik, politi og retsvæsen.
Men nu har fem ud af seks færøske partier enedes om at indlede forhandlinger med København om at etablere en selvstændig færøsk stat.
I dag ser vi nærmere på rigsfællesskabets tilstand på Færøerne, hvor den politiske diskurs ikke kun handler om højre og venstre, men også om forholdet til Danmark: samarbejde eller større selvstændighed.
Ved siden af mig sidder lokale færinger og nyder frokostøl i solen. Jeg spørger dem, hvordan de ser på selvstændighed og rigsfællesskabet.
De fortæller, at det føles rart at “stå sammen”. De minder om, at Donald Trumps pres på Grønland også omfattede Færøerne, hvilket skabte bekymring for, om han ville rette blikket mod øerne.
For at få et bredere perspektiv har jeg talt med Uni Leitisstein, lokal journalist hos KVF, om stemningen blandt folk.
– Snakken om selvstændighed var næsten forstummet, indtil Putin invaderede Ukraine, og Trump talte om Grønland. Siden da er spørgsmålet blevet aktuelt blandt politikerne, men måske ikke så meget blandt den almindelige færing.
Over en tiårig periode er bloktilskuddet til Færøerne blevet reduceret med omkring 350 millioner kroner.
– Det betyder ikke, at den almindelige færing ønsker at bryde helt med rigsfællesskabet. Færingerne er opportunister og tilpasser sig, og de værdsætter muligheden for at flytte til Danmark, siger Uni Leitisstein.
Heini í Skorini, lektor i international politik ved Færøernes Universitet, fortæller, at selvstændighed er et emne i valgkampen, men leveomkostninger og boligmangel fylder mere. Alligevel er spørgsmålet om selvstændighed stadig vigtigt.
Heini og jeg går en tur i Tórshavn, hvor han pointerer, at spørgsmålet om selvstændighed ikke kun handler om Danmark, men om Færøernes plads i verden.
– Flere færøske partier ønsker anerkendelse som en selvstændig stat i det internationale samfund og ønsker nye udenrigspolitiske beføjelser.
– Vi eksporterer meget fra fiskeriet, og derfor er god markedsadgang og flere frihandelsaftaler nødvendige. Det går langsomt, da det er vanskeligt at indgå aftaler med andre lande uden at være en stat.
– Det, jeg hører, er, at krisen med Trump og Grønland har dæmpet denne sag. Derudover står vi nu over for to valg, fortæller Heini. Ved indsejlingen til Tórshavn står ordet ‘Loysing’ (løsrivelse) malet på klippevæggen som en påmindelse om et emne, der har præget Færøerne i generationer.
I 1946 stemte et snævert flertal for løsrivelse fra Danmark, men resultatet blev ikke anerkendt, og øerne fik hjemmestyre i 1948. Den næste store bølge kom efter den færøske økonomiske krise i 1990’erne, hvor forhandlinger om selvstændighed blev indledt i 2000, men brød sammen året efter.
Heini nævner, at man i dag ikke bruger ordet “løsrivelse” på samme måde. I stedet taler man om statsdannelse eller etablering af en selvstændig stat, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at man ønsker at forlade rigsfællesskabet, selvom det ville være en stor forandring.
– Flere partier ønsker stadig et tæt samarbejde med Danmark om sikkerheds- og forsvarspolitik, som Færøerne ikke har hjemtaget.
Ifølge Heini er alle partier enige om behovet for en ny ordning.
– Men hvis du spørger Socialdemokraterne eller Det Konservative Folkeparti, får du forskellige svar på, hvordan det skal se ud.
Anfinn Kallsberg, tidligere lagmand, skulle i marts 2000 til København for at forhandle om en ny færøsk ordning. Under forhandlingerne opstod der interne forskelle i både strategi og tro på, at et kompromis med Danmark var muligt, som journalist Martin Breum har beskrevet.
– Man har lært, at man skal gå ind til forhandlingerne med et bredt politisk mandat og stå stærkt sammen. Det gjorde man ikke for over 20 år siden, og det kunne Poul Nyrup udnytte, siger Heini.
Vi nærmer os slutningen af vores gåtur, og jeg må sende Heini hjem til aftensmaden. Men først spørger jeg: Hvad nu?
– Hvis der var en afstemning om selvstændighed i dag, ville flertallet nok stemme nej. Men det afhænger af indholdet af en ny aftale med Danmark.
Det betyder ikke, at arbejdet med færøsk selvstændighed stopper.
– Det er en proces, vi vil se fortsætte i de kommende år.
Hvor realistisk er det, at Færøerne opnår selvstændighed?
– Det afhænger meget af, hvordan en kommende dansk regering vil forholde sig til ønsket om at etablere en stat, da det udfordrer grundloven. Det er en grundlæggende ændring af opfattelsen af Danmark som en enhedsstat.
Det ser ud til, at der venter forhandlinger med en ny dansk regering efter valget. Indtil da kan man jo overveje at læse mere om Færøerne.
