Debatten om en gratis Storebæltsbro præger valgkampen, mens fynske Jesper Gregers Olsen nu siger farvel til sit hjem i Aarslev.
– Jeg er virkelig glad for at bo her og elsker mit hus, men det er simpelthen ikke muligt at blive, fortæller Jesper Gregers Olsen. Spørgsmålet om, hvorvidt Storebæltsbroen skal være billigere eller helt gratis, optager mange danskere, der skal krydse broen for at komme på arbejde eller besøge familie.
Jesper, der føler sig distanceret fra sin familie på Sjælland, siger:
– Man tager jo ikke bare lige til familiefødselsdag, når det koster så meget. Jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg skal betale, fordi jeg bor her, mens det ikke koster noget at bo på hver sin side af en bro i resten af landet.
Folketingskandidat Nikolaj Leed Henriksen fra Venstre er enig i, at det ikke bør koste ekstra at arbejde eller besøge sin familie, hvis det kræver en tur over Storebælt.
– Hvis jeg skal besøge min mor i København, så koster det relativt meget. At prisen for at besøge familien afhænger af, hvor man bor, synes jeg er en mærkelig skævvridning.
Kim Lei-Jensen fra Radikale Venstre mener dog, at forslaget om en gratis Storebæltsbro er urealistisk.
– Det er en skør skat, som politikerne har brugt som sparegris i årevis. Vi har mange trafikprojekter, der er bundet op på broafgiften, som vi også skal finde en løsning på.
I 2022 estimerede Transportministeriet, at det ville koste 28,9 milliarder kroner at gøre Storebæltsbroen gratis. Der er stadig en gæld på omkring 15 milliarder, da indtægterne fra broafgiften går til at finansiere nye infrastrukturprojekter i Danmark.
Jesper Gregers Olsen tøver ikke med at sige:
– Jeg ville så gerne have den broafgift væk.
For 18 år siden flyttede han til Aarslev for at undgå broafgiften, når han skulle på arbejde.
– De første to år pendlede jeg, og det kostede en formue. Efterfølgende flyttede jeg til Fyn og er glad for at bo her, men med en stor familie på den anden side af bæltet er det blevet for dyrt at krydse broen.
Jesper har nu besluttet at sælge sit hus og flytte tilbage over broen.
– Det er simpelthen ikke muligt at bruge omkring 1.200 kroner om måneden på at deltage i familiesammenkomster.
Broafgiften er blevet et centralt emne i valgkampen, og spørgsmålet fik stor opmærksomhed ved folketingsvalget i 2022, hvor et næsten enstemmigt Folketing stemte ‘nej’ til at gøre Storebæltsbroen gratis.
Spørgsmålet splitter stadig de fynske folketingskandidater. Nikolaj Leed Henriksen mener, at det er tid til forandring, selvom Venstre stemte imod forslaget i 2022.
– Broen er blevet betalt for længe siden. Vi skal sætte en slutdato for broafgiften, så fynboerne ikke skal betale for fremtidens infrastrukturprojekter.
Kim Lei-Jensen er mere tilbageholdende med at afskaffe broafgiften og frygter, at det vil føre til øget trafik og pres på vejnettet.
– Vi har allerede kapacitetsproblemer, og det vil kun blive værre, hvis broafgiften fjernes.
Han foreslår i stedet at prioritere den kollektive trafik over broen.
De fleste partier i Folketinget er en del af infrastrukturplanen, som sikrer, at overskuddet fra Storebæltsbroens afgifter bruges til andre infrastrukturprojekter frem til 2035.
Jesper Gregers Olsen erkender, at han ville bidrage til den øgede trafik, hvis broen blev gratis, men han mener stadig, at afgiften er uretfærdig.
– Det er ikke kun lokale bilister, der ønsker en gratis Storebæltsbro; mange danskere mener, at afgiften rammer skævt.