I Knabrostræde i Indre By, København, er der blevet opsat grønne bænke, hvor der tidligere var parkeringspladser.
Beslutningen om at installere bænkene for at forhindre ulovlig parkering har skabt stærke reaktioner blandt beboerne.
Nu kræver Indre By Lokaludvalg og flere beboere, at bænkene bliver fjernet.
– De bænke er noget forfærdeligt, som kommunen har sat op, siger Tommy Philip, der har boet i Knabrostræde i næsten 34 år.
Selvom bænkene tilsyneladende står fredeligt i hverdagen, er situationen en anden i weekenderne.
Støj og affald
Knabrostræde huser også barer og natklubber, hvilket tiltrækker festglade grupper, der skaber støj og svineri, fortæller flere beboere.
– Støjen er blevet værre, siden kommunen satte bænke op. Jeg har boet her i 34 år, og støjen har aldrig været så slem som nu, siger Tommy Philip og tilføjer:
– Det går ud over min nattesøvn, som konstant bliver afbrudt.
Men er støjen ikke en del af at bo i Indre By?
– Jo, men det er blevet meget værre, svarer han.
Kan du så ikke vælge at flytte?
– Hvis jeg kunne, så havde jeg gjort det. Vi har en billig husleje her, og vi har ikke råd til at flytte, siger han.
Familien må flytte rundt
Lidt længere nede ad gaden bor Lea Kyndrup med sin familie, der også har svært ved at sove på grund af larmen i weekenderne.
Hendes to børn har værelse ud til gaden og kan sove i hverdagene, men i weekenderne må de rykke ind i lejlighedens værelser mod gårdsiden for at få ro.
– Så vi rykker madrasser og sengetøj ind til vores værelse og sover sammen der, forklarer hun.
Lea Kyndrup, der har boet på adressen i omkring femten år, mener også, at støjgenerne er blevet værre. Desuden hober affaldet sig op hver weekend ved bænke.
– Der ligger meget skrald. Det er ærgerligt, for bænkene er hyggelige nok i hverdagene, men de er ikke til os, der bor her, siger hun.
Men er det ikke forventeligt med støj i dit område?
– Det er forventeligt, men det er blevet værre. Det er massivt hele natten til tidlig morgen. Det er ikke en menneskeret at løbe rundt og skrige, svarer hun.
Bænkene skal væk
Indre By Lokaludvalg har modtaget klager fra flere borgere over, at bænkene skaber samlingspunkter for festende folk.
Derfor ønsker de, at Københavns Kommune fjerner bænkene.
– Det ligner en svinesti omkring bænkene, og der er voldsom fest og larm om natten. De bænke skal fjernes, og vi forventer, at kommunen vil gøre det, siger Bent Lohmann, forperson for Indre By Lokaludvalg.
Der er også bænke på andre gamle parkeringspladser i Indre By, men her er der ikke lige så store støjproblemer, ifølge Lohmann.
– Nogle steder fungerer det fint med bænke, men ikke i Knabrostræde, hvor de er placeret ved en natklub, siger han.
Kommunen besluttede at opsætte bænkene i de gamle p-båse i efteråret 2025, efter at 600 parkeringspladser blev nedlagt i Indre By.
Bænkene er midlertidige løsninger, der skal omdannes til grønne byrum, ifølge Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune.
Politisk støtte
Der er blevet forsøgt at få et interview med klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod for at høre, om hun vil imødekomme lokaludvalgets og beboernes ønsker om at fjerne bænkene.
Barfod har dog ikke haft tid til at svare.
Morten Melchiors fra De Konservative, der sidder i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, ser ingen problemer i at fjerne bænkene.
– Vi skal jo have dem væk på et tidspunkt alligevel, siger han.
Han vil fremsætte et forslag til udvalget om, at bænkene skal fjernes.
Et andet medlem, Niels E. Bjerrum fra Socialdemokratiet, mener, at det var en fejl at placere bænkene i de gamle p-båse.
– Bænkene har virket provokerende for mange. Byen ville blive smukkere med blomsterkrukker i stedet, siger han.
Men er det ikke en del af livet i Indre By at have larm og liv i gaden?
– Alt skal være i balance. Selvom man bor i midten af København, skal man stadig have et liv, svarer han og tilføjer:
– Der er grænser for galskaben.
Også Karoline Lindgaard fra Alternativet er enig i, at bænkene i Knabrostræde bør fjernes.
– Jeg er helt enig med Indre By Lokaludvalg i, at de bænke, der er opsat som erstatning for parkeringspladser, ikke er en holdbar løsning. Jeg vil gerne være med til at finde penge til at opsætte blomsterkasser eller cykelstativer i stedet for.
På trods af flere politikeres støtte til at fjerne bænkene, er Bent Lohmann ikke sikker på, at det vil ske snart.
– Når vi diskuterer det med kommunen, vil de gerne, men der sker ikke rigtig noget. Hvor galt skal det gå, før der sker noget?, spørger han.