Rema 1000 i Brørup har besluttet at indføre et forbud mod tasker, rygsække og indkøbsnet i butikken som reaktion på det stigende antal tyverier.
– Inden for den seneste måned har vi set en markant stigning i tyverierne. Derfor er vi nødt til at handle, fortæller købmand Ronnie Jørgensen.
Fremover skal kunderne placere deres tasker bag kassen, hvor en medarbejder vil holde øje, mens de handler.
Ronnie Jørgensen bemærker, at der især er blevet stjålet kød, herunder oksemørbrad og lignende udskæringer.
– Det sker især om aftenen, hvor kunder med rygsække ofte tilbringer længere tid i butikken. De betaler for to bananer og går ud med stjålne varer i rygsækken, fortæller han.
Måske organiseret tyveri
Butikken tilbyder kunderne mulighed for selv at scanne deres varer, og det vil fortsat være muligt, understreger købmanden. Stikprøvekontrollen viser ikke, at tyverierne sker ved selvbetjeningskasserne.
Ronnie Jørgensen er klar over, at det nye initiativ kan påvirke nogle kunder, men han mener, det er nødvendigt.
– Tyverierne virker organiserede, men vi ønsker ikke at ramme de almindelige kunder, så vi prøver at finde en løsning, siger han.