USA har angrebet den iranske ø Kharg, hvor 90 procent af landets olie passerer. Eksperter vurderer, at angrebet er et forsøg på at presse Iran til at genåbne Hormuzstrædet.
På et arkivfoto ses ild fra en olieproduktionsplatform i et iransk oliefelt, hvor det iranske flag er hejst. Olie spiller en væsentlig rolle i Irans økonomi. Donald Trump beskriver angrebet som “et af de mest kraftfulde bombeangreb i Mellemøstens historie” og hævder, at USA har “udslettet ethvert militært mål på Irans kronjuvel, Kharg-øen”.
Trump kalder Kharg for Irans kronjuvel på grund af øens betydning for landets olieeksport.
Selvom øen kun er 20 kvadratkilometer stor, passerer omtrent 90 procent af Irans olieeksport gennem Kharg, hvilket gør den til et af de mest strategiske mål for Iran.
Mehdi Mozaffari, iransk politolog og professor emeritus ved Aarhus Universitet, sammenligner USA’s angreb på Kharg med et hypotetisk russisk angreb på Bornholm, idet han påpeger øens betydning.
David Vestenskov, chefkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser på Forsvarsakademiet, understreger, at olieproduktionen gør Kharg til et vigtigt militært mål for USA. Han bemærker, at angrebet kan ses som en trussel mod Irans økonomiske fundament og en måde at vise USA’s kapacitet til at ramme iranske faciliteter.
Et satellitbillede fra Den Europæiske Rumorganisation viser Kharg, som ligger 30 kilometer fra Irans kyst og huser vigtige eksportterminaler for råolie. Hormuzstrædet er blevet centralt i konflikten, da Iran har holdt det lukket siden krigens begyndelse.
Ingen skibe får i øjeblikket lov til at passere gennem det 30 kilometer brede stræde, hvilket forhindrer transport af fossilt brændstof fra Mellemøsten og påvirker den globale økonomi.
Vestenskov påpeger, at USA’s bekymring for stigende oliepriser gør angrebet på Kharg relevant. Hvis Hormuzstrædet forbliver lukket, vil oliepriserne stige, hvilket vil lægge pres på både USA og den globale økonomi.
Angrebet på Kharg er en måde for USA at øge presset på det iranske regime for at få Hormuzstrædet åbnet igen. Iran har dog ikke militære kapaciteter til at afskrække USA eller Israel fra angreb.
Selvom USA angiveligt har ramt Kharg massivt, er øens oliefaciliteter og infrastruktur ikke blevet beskadiget, ifølge både USA og Iran.
Mozaffari bemærker, at Kharg har stor geografisk og psykologisk betydning, og han sammenligner øens situation med Bornholm. Øen er også en bastion for Irans Revolutionsgarde, med missilinstallationer og ballistiske missiler.
USA’s militære centralkommando har angivet, at de har ramt over 90 iranske militære mål på Kharg, men eksperter vurderer, at USA undgår at ramme raffinaderier og oliedepoter af frygt for at starte en global oliekrig.
Vestenskov påpeger, at Iran ikke ønsker at eskalere konflikten, men de har begrænsede muligheder, da de ikke eksporterer olie som tidligere.
I Teheran har protester brudt ud, der startede med krav om lavere leveomkostninger, men som nu er rettet mod det iranske styre. Iranerne oplever vanskeligheder med at skaffe benzin, og inflationen er steget, hvilket forværrer den økonomiske krise i landet.
Mozaffari bemærker, at oliehandlen med Kina, som normalt køber størstedelen af Irans olie, er næsten stilnet af, og mange af Irans midler er frosset i udenlandske banker.
På trods af disse udfordringer fortsætter nogle handler, og Iran eksporterer olie gennem Hormuzstrædet, selvom det er lukket for andre landes tankskibe.
