Søren Lundvig blev overrasket, da han så sine tidligere fliser dumpet i Syvendeskoven nær Holbæk i en lokal Facebook-gruppe.
– Folk er rasende. For det første er det ulovligt, og for det andet så gør man bare ikke sådan noget svineri, fortæller han.
En fibersprængning i armen forhindrede ham i selv at bortskaffe byggeaffaldet fra en køkkenrenovering.
Derfor oprettede han en annonce på Handyhand.dk, hvor han tilbød 1000 kroner for at få affaldet kørt på genbrugspladsen.
Men kun den første del af opgaven blev udført som aftalt.
– Jeg tænker, at det da ikke burde være muligt at bestille en service og så blive politianmeldt selv, siger han.
Politianmeldt for en andens svineri
Søren måtte selv tage til skoven for at rydde op efter den påståede altmuligmand.
Sammen med en ven fik han transporteret det gamle 1970’er-køkken til genbrugspladsen. Skovens dyr må nu undvære et nyt samtalekøkken.
Herefter kontaktede Søren både politiet og kommunen for at få den ansvarlige til at stå til ansvar for miljøsvineriet.
Her blev han mødt af en overraskelse.
– De oplyser, at hvis jeg ikke havde fjernet affaldet, ville jeg være blevet politianmeldt og fået en bødestraf. Da det ikke er et firma, jeg har bestilt til opgaven, hæfter jeg selv for det hele, forklarer han.
Handyhand har udtalt, at de har gjort, hvad de kunne i forhold til hændelsen, og at en eventuel politianmeldelse ligger hos Søren selv.
– Vi anbefaler kraftigt, at opgavestiller indgiver selve anmeldelsen. Det er ikke, fordi vi skubber ansvaret fra os, men fordi politiet kræver, at anmeldelsen kommer fra den part, der har lidt tabet, siger Saxo Agdestein, administrerende direktør i Handyhand.
Direktøren oplyser, at brugeren, der dumpede affaldet, er blevet permanent udelukket fra platformen, og at betalingen er blevet tilbageført til Søren.
Den person, der angiveligt dumpede affaldet, nægter kendskab til sagen.
Danskerne dumper byggeaffald i stor stil
Hændelsen i Syvendeskoven er blot én af mange, som danske skovfogeder har oplevet på det seneste.
Der har været flere tilfælde af, at danskere har dumpet farligt asbestaffald i skovene, hvilket påfører kommunerne omkostninger til bortskaffelse af de sundhedsskadelige materialer.
Man kan dog også få fjernet asbest gennem Handyhand.dk.
For en måned siden blev det rapporteret, at en opgave, der skulle koste 85.000 kroner, kunne udføres for 22.000 kroner via platformen. Men priserne steg pludselig, da journalisten spurgte ind til tilbuddet.
Handyhand har forklaret, at det er opgavestillerens ansvar at sikre, at den valgte hjælper har de nødvendige tilladelser til at udføre specialiseret eller potentielt farligt arbejde.
Fra årsskiftet er der indført nye regler om bortskaffelse af asbest, som begrænser, hvor meget asbest en privatperson kan aflevere på genbrugspladsen. Større nedrivninger må kun udføres af autoriserede virksomheder.