Advarslen kommer, efter at en britisk turist er blandt 21 personer, der er sigtet i Dubai for at have optaget videoer af iranske missilangreb.
Siden konflikten mellem Iran, USA og Israel begyndte, har iranske missiler og droner ramt De Forenede Arabiske Emirater, hvilket har påvirket Dubais image som et sikkert tilflugtssted for udlændinge. Den britiske ambassade i De Forenede Arabiske Emirater advarer nu mod at filme eller dele optagelser af missiler og militære aktiviteter.
Den 60-årige britiske turist er blevet sigtet i henhold til Emiraternes cyberkriminalitetslovgivning, som forbyder deling af materiale, der kan påvirke offentlig sikkerhed og skabe panik.
Straframmen for overtrædelse af denne lov kan være op til to års fængsel samt en bøde på op til 200.000 UAE-dirham, svarende til cirka 346.000 danske kroner.
De Forenede Arabiske Emiraters offentlige anklagemyndighed har også advaret om, at det er strafbart at dele ubekræftet information eller sprede rygter.
Under den gældende lovgivning kan personer, der optager eller deler materiale, som myndighederne vurderer kan skabe uro eller påvirke sikkerheden, risikere både fængselsstraf og store bøder.
Politiet i Dubai har desuden advaret influencere om, at de kan blive anholdt, hvis de deler indhold, der kan skabe panik.
Sagen har fået opmærksomhed, da Dubai er kendt som et globalt centrum for influencere, der lever af at filme og dele indhold fra byen på sociale medier.
Efter at spændingerne mellem Iran, USA og Israel eskalerede til en aktiv konflikt, begyndte videoer at cirkulere på sociale medier, hvor influencere viser deres hverdag i Dubai med teksten: “You live in Dubai – aren’t you scared?”
Disse videoer viser byens strande, restauranter og hoteller, ledsaget af klip af landets ledere og budskabet: “No, because I know who protects us.”
Flere brugere på sociale medier har spekuleret i, om videoerne kan være propaganda fra regeringen, og om anholdelserne kan være et forsøg på at beskytte Dubais image som en sikker turistdestination i Mellemøsten.
Men ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, giver det ikke mening at tolke myndighedernes indgreb som et forsøg på at beskytte Emiraternes image.
– Det ville være komisk og en meget mærkelig strategi, hvis det var for at skjule, at de står midt i en krig. De kan ikke beskytte en illusion om, at der ikke er krig i regionen. Det ved alle – der er ikke noget glansbillede at beskytte længere, siger han.
Jakobsen påpeger, at myndighedernes forbud mod at filme og dele videoer af missiler snarere handler om at bevare kontrollen i en situation, hvor landet pludselig befinder sig tæt på en regional konflikt.
– De har valgt at rulle ekstra sikkerhed ud over det hele. Det kan virke overstyret, men hvis man står i en utryg situation, man ikke har prøvet før, ved man ikke, hvordan folk reagerer, siger han.
Myndighederne forsøger derfor at begrænse indhold, der kan skabe yderligere usikkerhed blandt befolkningen, vurderer han.