På hospitalerne i Beirut kæmper læger og sygeplejersker for at følge med i krigens udfordringer, både mentalt og fysisk.
Salam al Hassan, sygeplejerske på Makassed General Hospital, forsøger at smile, mens hun arbejder. Bag hende summer hospitalets gang af stemmer, og der er en skarp lugt af desinfektion. Hendes smil forsvinder dog hurtigt, da hun bliver bedt om at beskrive de seneste to uger.
Hun kæmper med tårerne og presser tungen mod ganen for at holde dem tilbage.
– Det er et godt trick til ikke at græde, fortæller hun.
Salam er en af de over 830.000 mennesker, der er blevet fordrevet fra deres hjem siden krigen mellem Israel og Hizbollah brød ud den 2. marts. Hun er også en af de 25 sygeplejersker, som nu bor midlertidigt på hospitalet, da der ikke er plads til deres familier.
De bor i en bygning over for hospitalet, da de ikke længere kan tage hjem efter arbejdet.
Flertallet af det fordrevne sundhedspersonale, herunder Salam, kommer fra Dahiyeh, et område i det sydlige Beirut, der er kontrolleret af Hizbollah. Israel har gentagne gange udsendt evakueringsordrer til Dahiyeh og erklæret området som “livsfarligt”.
– Jeg har været væk fra min familie i ti dage. Vi hører bomberne falde hele natten. Situationen er virkelig slem, fortæller hun.
Efter at konflikten mellem Israel og Iran brød ud, har Hizbollah sendt raketter mod Israel i støtte til Iran, hvilket har ført til en ny krig mellem Israel og Hizbollah, kun halvandet år efter den forrige.
De daglige israelske angreb har alvorlige humanitære konsekvenser i Libanon, hvor 826 personer er blevet dræbt og over 2.000 såret, ifølge libanesiske sundhedsmyndigheder.
På hospitalerne i Beirut forsøger personalet at håndtere den konstante strøm af nye patienter, der ankommer til akutmodtagelsen.
Makassed General Hospital er et af de hospitaler, der bærer en stor del af presset fra krigen.
Den dag, jeg besøger hospitalet, er der allerede ankommet otte patienter fra et angreb på en offentlig strand, hvor mange af de internt fordrevne sov.
Mange kan ikke finde plads på byens skoler eller i NGO-drevne lejre, så de overnatter i telte, på stranden, i deres biler eller under broer.
– Vi må arbejde hurtigt for at støtte både patienterne og deres pårørende. De har brug for hjælp, men vi har også brug for støtte. Det er meget hårdt for os, fortæller Salam.
Nogle gange er ofrene personer, som personalet kender – naboer eller bekendte. Salam har dog ikke haft patienter, hun kender, under denne krig, men det skete flere gange under den forrige konflikt i 2024.
Hospitalsdirektør Joumana Najjar Moghrabi udtrykker bekymring for personalets mentale helbred, især blandt dem, der selv er blevet fordrevet.
– De skal udføre deres arbejde, men de er også bekymrede for deres familier og lever under bombardementer, siger hun.
For Salam er det en udfordring at balancere arbejdet og bekymringerne for sin familie.
– Jeg bekymrer mig meget om dem. Jeg tænker hele tiden på, om de er i sikkerhed, om de har nok mad og medicin, siger hun.
Mohamad Mokdad, reservelæge i kirurgi, fortæller, at hans familie bor i Bekaa-dalen, hvor der også har været evakueringsordrer og angreb.
– Vi er konstant i “survival mode,” siger han. – Selvfølgelig har vi følelser og bliver påvirket af situationen, men vi må lægge dem til side, når vi er på arbejde.
Mohamad forsøger at “slukke” for sine følelser i operationsstuen, men tjekker sin telefon for at sikre sig, at familien er i sikkerhed, så snart han har et øjeblik for sig selv.
Han mener dog, at hospitalet er bedre forberedt denne gang end under den forrige krig.
– Den forrige krig kom meget pludseligt, og vi var ikke forberedte. Denne gang er vi bedre forberedte, men krigen er ikke slut, og spørgsmålet er, hvor længe den vil vare.
Ifølge hospitalsdirektøren kan hospitalet indtil videre håndtere presset, men hvis krigen trækker ud, og der opstår mangel på brændstof eller andre nødvendige forsyninger, kan situationen hurtigt blive alvorlig.
For Salam føles krigen allerede lang. Hun har ikke set sin familie i over ti dage og forsøger at ringe til dem, når hun har en pause mellem patienterne.
– Jeg tænker hele tiden på deres sikkerhed. Det er virkelig hårdt, siger hun.
Salam trækker vejret dybt, retter på uniformen og vender tilbage til arbejdet.
