Valget mellem de to danske politiske fløje blev bestemt af de nordatlantiske mandater. Færøerne overraskede ved at sende den socialdemokratiske formand i Folketinget til valg, lød det i nyhedsudsendelserne i 1998.
“Da resultatet blev klart, blev alle linser og mikrofoner rettet mod mig for at finde ud af: Ville du støtte en blå eller en rød regering? Det var ikke en behagelig situation,” fortæller Jóannes Eidesgaard. Nogle valgnætter skriver sig ind i historien som øjeblikke, hvor dansk politik står på spil, og hvor et enkelt mandat kan få stor betydning.
Sådan var det en martsnat i 1998, hvor folketingsvalget endte i et næsten perfekt dødvande mellem Poul Nyrup Rasmussens røde blok og de borgerlige, og alles blikke rettede sig mod Nordatlanten.
På Færøerne havde Jóannes Eidesgaard fra det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin vundet et mandat med blot 176 personlige stemmers forskel. Øerne var præget af bankkrise og et anspændt forhold til Danmark, og Eidesgaard havde lovet sine vælgere, at han ville gå ind som løsgænger, hvis han blev valgt – hvilket komplicerede natten for ham.
Morgenposten har mødt den tidligere folketingspolitiker og lagmand i Tórshavn for at høre om hans oplevelse den aften, hvor han pludselig blev en central figur i folketingsvalget.
Jóannes Eidesgaard giver et solidt håndtryk, der passer til hans høje, bredskuldrede statur. Han sætter sig til rette i sofaen med en ro og beslutsomhed, der signalerer, at vi skal komme til sagen.
– Jeg var inviteret til at være i studiet som partiformand og kommentere. På et tidspunkt var optællingen overstået, og så stod jeg med resultatet, at jeg selv var valgt til Folketinget.
– Det, der var meget specielt, var, at jeg skulle tage stilling til, hvilken regering Danmark skulle have i den næste valgperiode.
Jóannes Eidesgaard fortæller om øjeblikket, hvor det gik op for hele rigsfællesskabet, at han var blevet valgt ind med kun 176 stemmers forskel fra sin politiske modstander.
Den færøske valgudsendelse, hvor Eidesgaard pludselig sad i et tv-studie omringet af nysgerrige journalister, førte til, at han straks blev spurgt, hvad han ville gøre med det 90. mandat.
Regnestykket var i bund og grund enkelt. I Danmark havde Poul Nyrup Rasmussens side 88 mandater mod 87 til de borgerlige. Grønland fordelte sig med ét mandat til hver blok. På Færøerne tog Folkeflokken, der typisk hører til blå blok, det ene mandat, mens Eidesgaard og Javnaðarflokkurin tog det andet. Stillingen blev 90-89 — og så var der bud efter den 46-årige færing.
Telefonen var rødglødende den aften, fortæller Eidesgaard. Værst var pressen, som konstant ringede og krævede svar: Hvor placerer du dig? Vil du støtte en blå regering med Uffe Ellemann eller en rød med Poul Nyrup som statsminister?
– Det var ikke en behagelig situation. Den var meget stressende, siger Eidesgaard og tilføjer, at flere ledende socialdemokrater også ringede.
– Jeg kan huske, at Poul Nyrup ringede og spurgte, hvor jeg ville placere mig. De sad spændte dernede og ventede på en udmelding fra Færøerne.
For at forstå presset på Eidesgaard den nat, skal vi kort spole tiden tilbage:
I begyndelsen af 1990’erne blev Færøerne ramt af en dyb økonomisk krise, som ikke blot ramte økonomien, men også forholdet til Danmark. På Færøerne følte man, at Danmark slap billigere ud af situationen, mens færingerne stod tilbage med gæld og ansvar. Krisen begyndte før Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister, men det var hans regering, der overtog og håndterede den videre færøske banksag.
– Jeg havde gjort op med mig selv — og med mine vælgere før valget — at hvis jeg blev valgt, så ville jeg være løsgænger og kun engagere mig i sager, der vedrørte Færøerne. Det løfte måtte jeg selvfølgelig holde fast i.
Jóannes Eidesgaard, født 19. april 1951 i Tvøroyri, er uddannet lærer og arbejdede som folkeskolelærer, før han gik ind i politik. I 1990 blev han valgt til Lagtinget for Javnaðarflokkurin, det færøske socialdemokrati, og fra 1996 til 2011 var han partiformand. I 1998 blev han valgt til Folketinget, hvor han sad frem til 2001. Senere blev han lagmand på Færøerne fra 2004 til 2008 og havde også ansvar for finanser, sundhed og sociale anliggender.
Jóannes Eidesgaard kunne derfor ikke klart støtte en rød regering — og hvad gør man så? Den første udmelding var altafgørende, fortæller han. Derfor søgte han også råd hos sin partifælle og tidligere partiformand, Marita Petersen.
– Vi blev enige om, at det mest fornuftige, jeg kunne sige, var, at jeg som socialdemokrat ikke ville gå ind og vælte en socialdemokratisk ledet regering i København. Men det betød heller ikke, at jeg støttede den. Så længe en regering ikke har et flertal imod sig, kan den fortsætte.
– Min udmelding gjorde, at oppositionen kun havde 89 mandater, fordi mit ikke kunne tælle med, og derfor kunne Nyrup gå ud og sige, at han tog fire år mere.
Han understreger, at det ikke var en særlig behagelig oplevelse.
– Så vidt jeg ved, er jeg ikke den eneste, der har stået i den situation — og den kan sagtens opstå igen.
Dramaet sluttede ikke dér. Da Folketinget bagefter skulle vælge ny formand, stod slaget mellem Socialdemokratiets Birte Weiss og Venstres Ivar Hansen. Eidesgaard ville ikke støtte Weiss, og derfor endte afstemningen helt lige.
– Man prøvede fra alle sider at påvirke min stemme i det opgør. Jeg kan huske, at jeg blev hentet i lufthavnen af socialdemokraterne, så de kunne tale med mig på vej til København. Men min holdning var fast: Jeg ville ikke blande mig i, hvordan det danske parlament valgte sin formand. Det var heller ikke særlig behageligt.
– I første omgang stod der 89-89, og én stemme talte ikke med. Og det var mig.
Christiansborg måtte finde den kinesiske krukke frem og afgøre posten ved lodtrækning. Udfaldet blev, at Ivar Hansen blev formand for Folketinget.
– Jeg sad der og overværede det hele — nogle græd, og andre jublede. Det var ikke rart, men jeg havde gjort det, der var tro mod mine vælgere og mig selv. Sådan er politik. Det kan være meget brutalt, når det gælder.
Meningsmålingerne spår lige nu ét rødt og ét blåt mandat fra Færøerne. Men valgnætter kan nogle gange overraske, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op den 24. marts.
