Ørsted planlægger aktieudvidelse for 60 milliarder kroner

Energiselskabet Ørsted har annonceret, at de vil udstede nye aktier for at skaffe 60 milliarder kroner til selskabets kasse.

Dette fremgår af en pressemeddelelse, der offentliggøres mandag morgen i forbindelse med regnskabet for første halvår af 2025.

Aktieudvidelsen vil give eksisterende aktionærer fortrinsret til at købe de nye aktier.

Staten har allerede tilkendegivet, at den vil investere omkring 30 milliarder kroner, hvilket svarer til dens ejerandel på 50,1 procent.

Provenuet fra denne kapitaltilførsel skal blandt andet bruges til at styrke Ørsteds kapitalstruktur, så der er midler til de kommende projekter.

Disse projekter har en samlet kapacitet på 8,1 gigawatt og inkluderer blandt andet Sunrise Wind-projektet i USA, som alene kræver, at Ørsted skaffer 40 milliarder kroner.

Godkendelse i september

Selskabet havde håbet at rejse en del af kapitalen ved at sælge ejerandele i projektet, men dette har ikke været muligt.

Derfor henvender man sig nu til aktionærerne for at skaffe de nødvendige midler.

Ørsted og industrien står over for en ekstraordinær situation med en negativ markedsudvikling i USA, oveni de seneste års makroøkonomiske udfordringer og problemer i forsyningskæden.

– For at kunne levere på vores forretningsplan og opfylde vores forpligtelser under disse markedsforhold har vi konkluderet, at en kapitaltilførsel er den rigtige løsning for Ørsted og vores aktionærer, fortæller administrerende direktør Rasmus Errboe i pressemeddelelsen.

Kapitaludvidelsen skal formelt godkendes på en generalforsamling den 5. september.

Log ind for at gemme

Relaterede artikler