Madleveringsplatformen Wolt er blevet anmeldt til politiet af Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden onsdag.
Ifølge anmeldelsen har Wolt præsenteret en rabat, som forbrugerne ikke kunne opnå.
Wolt har vildledt forbrugerne
Mellem august og oktober sidste år sendte platformen notifikationer til cirka 45.000 forbrugere om, at de kunne få 25 procents rabat på deres næste køb, hvis de bestilte for minimum 189 kroner.
Rabatten var dog begrænset til 30 kroner, hvilket betød, at forbrugerne maksimalt kunne opnå knap 16 procents rabat.
– Wolt har vildledt forbrugerne med det formål at få brugerne af sin app til at bestille dagligvarer, hvor de ikke opnåede den lovede rabat, fortæller forbrugerombudsmand Torben Jensen i meddelelsen.
– Derfor er Wolt nu blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af markedsføringsloven.
Reaktion på klage
Forbrugerombudsmanden har reageret på en klage fra en forbruger, der havde modtaget tilbuddet.
Tilbuddet var en del af en kampagne, der var rettet mod Wolt-brugere, som netop havde gennemført deres første eller anden dagligvarebestilling på platformen.
Ifølge Forbrugerombudsmanden havde tilbuddet til hensigt at “påvirke forbrugernes købsbeslutning”.
Markedsføringsloven fastslår, at markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger “eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne”.
Wolt er en finskudviklet platform, hvor forbrugerne kan bestille eksempelvis takeaway eller dagligvarer.
Platformen blev grundlagt i 2014 og blev syv år senere opkøbt af den amerikanske madleveringstjeneste Doordash for syv milliarder euro – eller 52 milliarder kroner.
Den amerikanske koncern opererer i mere end 40 lande i dag.