Den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi har onsdag nået en imponerende milepæl i sin karriere.
Messi scorede sit 900. mål, da han efter syv minutters spil fandt nettet for Inter Miami i ottendedelsfinalen mod Nashville SC i Concacaf Champions Cup.
Trods Messis scoring formåede Inter Miami ikke at avancere til kvartfinalen i turneringen.
21 år efter debut
Den 38-årige Messi har nu scoret 81 mål for Inter Miami, siden han skiftede til den nordamerikanske liga MLS i 2023.
Hans 900. mål kommer cirka 21 år efter hans første scoring i seniorfodbold, hvor han som blot 17-årig netop havde debut for den spanske storklub Barcelona.
Messi betragtes bredt som den største spiller i fodboldens historie, men han har stadig et stykke vej op til sin rival Cristiano Ronaldo, der har scoret 965 mål i sin karriere.
Messi er blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller otte gange, hvilket er en rekord. Cristiano Ronaldo følger efter med fem Ballon d’Or-trofæer.
Flertallet af målene i Barcelona
Messi havde sin storhedstid i Barcelona, hvor han scorede 672 mål i 778 kampe.
Han var med til at vinde 35 trofæer for klubben, inden han i 2021 skiftede til Paris Saint-Germain, hvor han scorede 32 mål i 75 kampe og vandt tre trofæer, herunder to franske mesterskaber.
På det argentinske landshold har Messi fundet vej til netmaskerne 115 gange. Han vandt verdensmesterskabet med Argentina i 2022, hvor han scorede to mål i finalen mod Frankrig.
Den brasilianske legende Pelé siges ofte at have scoret over 1000 mål, men disse tal er omdiskuterede. De fleste statistikere vurderer hans samlede antal mål for Brasilien, Santos og New York Cosmos til 762.