Professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Svend Brinkmann, mener, at det er umuligt at elske sig selv. Hans forskning berører grænsefladerne mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse, og han har skrevet adskillige bøger og artikler om emnet.
Brinkmann påpeger, at den populære opfordring om at “elske sig selv først” før man kan elske andre, er misforstået. Ifølge ham er der ikke noget, der hedder selvkærlighed, og denne idé har han argumenteret imod i over ti år.
Han bruger flyveeksemplet til at illustrere sit synspunkt: “Det er fint at tage iltmasken på, men hvis ingen tjekker, om piloterne er besvimet, overser vi den større sammenhæng, mens vi fokuserer på os selv.”
Brinkmann advarer mod den overdrevne tro på, at vi kan løse vores problemer gennem selvomsorg og selvkærlighed. Han mener, at denne tilgang kan føre til, at vi glemmer de større strukturelle og samfundsmæssige faktorer, der påvirker vores liv.
Selvkærlighed, siger han, er en dybt forankret idé i vores kultur, men han skelner mellem selvkærlighed og selvrespekt. “Man skal have selvrespekt og kunne holde af sig selv, men kærlighed handler om at ofre sig for noget uden for én selv,” forklarer han.
Brinkmann kritiserer tankegangen om, at vi skal elske os selv, før vi kan elske andre, og påpeger, at denne logik lægger et stort ansvar på individet. Hvis man fejler, er det kun en selv, man kan pege fingre ad, hvilket kan være problematisk, da vi ikke har kontrol over alle livets omstændigheder.
I stedet for at fokusere på selvkærlighed, mener Brinkmann, at vi bør værdsætte fællesskaber. Han opfordrer til at droppe idéen om at være “vores egen lykkes smed” og i stedet blive hinandens lykkes smed. For at forbedre vores liv, skal vi ændre rammerne og omstændighederne sammen.
Brinkmann understreger, at for at finde kærlighed og mening i livet, skal vi ikke kun se indad, men også anerkende, at vores livs lykke er påvirket af andre.
