Selvom uanmeldte besøg ikke passer ind i vores travle hverdag, er det netop den form for samvær, vi bør praktisere mere, mener en ekspert.
68-årige Jens Jørgen Olesen fra Thy ønsker at starte en bevægelse kaldet ‘Bevægelsen til fremme af uanmeldte besøg’. Han mener, at denne besøgsform er ved at forsvinde, og det er en skam.
– Jeg vil gøre mit bedste for at besøge folk uanmeldt så ofte som muligt, mindst et par gange om ugen, og jeg håber, at andre vil gøre det samme, hvis de ikke allerede gør det, opfordrede Jens Jørgen Olesen på Facebook.
Kristine Virén, formidlingschef for Realdania, understøtter Olesens budskab. Hun beskriver det moderne samfunds forhold til uanmeldte besøg som præget af ‘dørklokkeangst’.
– Man sidder derhjemme og bekymrer sig for, om nogen ringer på, siger hun.
Olesen savner de gode gamle dage, hvor døren altid var åben for venner og naboer, og hvor nærværet var i fokus.
I 40’erne og 50’erne var det almindeligt at have småkager klar til gæster. Men med parcelhuskvarterernes fremkomst ændrede tingene sig, forklarer Virén.
– I dag har vi så travlt, at vores planlagte kalender ofte strækker sig ind i aftener og weekender. At nogen beder om vores opmærksomhed i en travl hverdag, føles som en forstyrrelse snarere end en gave.
Hun påpeger, at mange har høje forventninger til, hvordan deres hjem skal se ud, og hvad de skal servere for gæsterne. En undersøgelse fra 2025 viser, at 44 procent af deltagerne angiver, at oprydning og klargøring af hjemmet forhindrer dem i at invitere folk til middag.
Virén mener, at sociale medier som Instagram bidrager til dette pres.
– Vi lader os inspirere af Instagram og gør det til en stor produktion at have gæster. Det skal se tilfældigt lækkert ud, men det kræver meget forberedelse.
Hun opfordrer ligesom Olesen til at genoptage traditionen med uanmeldte besøg. Ifølge Realdanias undersøgelser er relationer og fysiske møder afgørende for danskernes livskvalitet.
– Uanmeldte besøg er en muskel, vi skal træne, siger hun.
Virén praktiserer selv uanmeldte besøg, især efter hun er flyttet til landet, hvor hun ikke har kontaktoplysninger på de fleste naboer.
– Man kigger forbi, og jeg nyder det. Det har taget mig tid at vænne mig til, at mit hjem ikke altid skal se perfekt ud, griner hun.
Hun opfordrer til at slippe foragt for rod og opvask og i stedet fokusere på samvær.
– Foreningslivet har det svært, og mange er bange for, at nogen ringer på. Hvordan skal vi så lade vores sociale batterier op?
