Professoren betegner vampyren som et af de mest interessante monstre i populærkulturen.
Den britiske skuespiller Jack O’Connell spiller den irske immigrant og vampyr Remmick i filmen ‘Sinners’. Vampyrfilmen ‘Sinners’ gik ind til Oscar-natten som aftenens klare favorit med hele 16 nomineringer, hvilket sætter en ny rekord i prisuddelingens historie og overgår dermed ‘Titanic’. Filmen vandt fire af de gyldne statuetter.
Selvom det var ‘One Battle After Another’, der til sidst blev kåret som årets film, viser ‘Sinners’, at vampyrgenren stadig har en stærk tilstedeværelse mere end 100 år efter historien om ‘Dracula’.
Ved den 98. Oscar-uddeling vandt ‘Sinners’ i følgende kategorier:
- Ryan Coogler for originalt manuskript
- Michael B. Jordan for hovedrolle
- Autumn Durald Arkapaw for kameraarbejde
- Ludwig Göransson for musik
Vampyrfortællingerne er langt fra gået i glemmebogen. I boghandlerne findes ‘Twilight’-sagaen i nye jubilæumsudgaver, og på West End-scenen i London spiller ‘Wicked’-stjernen Cynthia Erivo Dracula. Senere på året udkommer også spillet ‘The Blood of Dawnwalker’, som beskrives som “The Witcher møder vampyrparkour”.
Men hvad er det, der gør, at vores fascination af de blodsugende væsener stadig er intakt?
Det undersøger P1-programmet ‘Popsmart’, hvor Robert William Rix, professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, er inviteret til at diskutere vampyrens vedholdende greb om os.
Rix beskriver vampyren som et af de mest interessante monstre i populærkulturen.
– Den kontrast, at vi betegner vampyren som et monster, siger noget om, hvad samfundet ikke accepterer, fortæller han.
– Vampyren repræsenterer en form for forandring. At blive vampyr og blive bidt af en vampyr skaber en forandring, tilføjer Rix.
I år spiller ‘Wicked’-skuespilleren Cynthia Erivo Dracula på en af Londons store teaterscener. Rix forklarer, at vi næsten må tilbage til 1897, hvor Bram Stokers gyserroman gjorde Dracula til en udødelig figur. Ironisk nok bliver Dracula dræbt i den oprindelige roman, nær sit slot i Transsylvanien, hvor to vampyrjægere skærer halsen over på ham og stikker en kniv i hans hjerte.
I ‘Sinners’ vender brødrene Smoke og Stack Moore hjem til Mississippi efter at have arbejdet for Chicago-mafiaen. De køber et savværk og en juke joint, og alt ser ud til at gå godt, indtil byen konfronteres med den irske immigrant Remmick, der viser sig at være vampyr.
– Da de inviterer den hvide Remmick ind, en irsk immigrant, bliver den sorte kultur tappet for energi og livskraft i denne fortælling, siger Rix.
– Ironisk nok er vampyren Remmick en irsk immigrant, som på dette tidspunkt er en upopulær immigrantklasse. De blev set som de hvide sorte, og de har selv været ofre for udstødelse, tilføjer han.
I de senere årtier er vampyren blevet en selvbebrejdende outsider, som på mange måder repræsenterer det moderne menneske. Rix bemærker, at vampyren i de seneste årtier er blevet præsenteret på en mere romantisk måde end tidligere.
– Vampyren får et skær af at være en outsider, som vi sympatiserer med, fordi de kæmper for at finde deres plads i samfundet, forklarer Rix.
– Dette ses også i ‘Twilight’-sagaen, hvor der er fokus på outsidere, og i 90’er-vampyrserien ‘Buffy the Vampire Slayer’, hvor figuren Angel er en vampyr og Buffys mystiske kæreste.
Tilbage i 2009 var mange optaget af trekantsdramaet mellem varulven Jacob, teenageren Bella og vampyren Edward i ‘Twilight’. Rix påpeger, at vampyren i nyere fortolkninger ofte får en mere seksuel og forførende karakter.
– Der er noget erotisk ved at drikke blod og lade tænderne trænge ind i huden, og hele det erotiske aspekt, der ligger i figuren, siger han.
Rix kalder det en moderne fortolkning af Dracula, som i Stokers oprindelige værk blev beskrevet som en absolut trussel.
– Der er ikke meget splittelse i den oprindelige Dracula, afslutter Rix.
Det var først senere på teaterscenen, at vampyren optrådte med kappen, som vi kender fra klassiske vampyrfortællinger.
