Voldsomme nedskæringer i hjælpen til verdens fattigste skaber en hidtil uset desperation. På grænsen mellem Sudan og Tchad kæmper hundredtusinder af flygtninge for at overleve.
Da jeg ankommer til en flygtningelejr i Tchad, bliver jeg straks omringet af hundrede desperate mennesker, der ønsker at fortælle om deres kritiske situation.
Flertallet er kvinder, der råber for at få muligheden for at dele deres historier.
– Vi har ingenting. I fire måneder har vi sovet under åben himmel, fortæller Aisha, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.
Hun er her med tre børn og viser mig et tæppe og et par gryder – det er alt, hvad hun ejer.
De seneste måneders voldsomme nedskæringer af udviklingsbistand og nødhjælp viser sig nu i sin mest grusomme form.
Tusindvis af flygtninge fra Sudan, der er fanget i en humanitær katastrofe, må nu leve uden hjælp. Selvom de er i sikkerhed fra kampe i hjemlandet, må de sove under åben himmel og overleve på et eksistensminimum.
UNHCR, FN’s flygtningeorganisation, arbejder sammen med flere aktører for at lindre nød. De kan kun skaffe seks liter vand om dagen til flygtningene, hvilket svarer til et enkelt toiletskyl i Danmark. Aisha kan ikke få et telt at bo i.
På grund af nedskæringerne udleveres telte kun til familier med mere end fem medlemmer, så Aisha og hendes børn må klare sig uden. De er frustrerede, men der er ingen hjælp at hente. Som mange andre i Iridimi-flygtningelejren, råber hun på vand, toiletter og tag over hovedet.
Krigen i Sudan brød ud i april 2023 som en konflikt mellem hærchefen og lederen af den paramilitære gruppe, Rapid Support Forces. Uenighederne om landets fremtid har ført til en blodig borgerkrig, der har drevet mere end 12 millioner mennesker på flugt, hvilket gør det til verdens største flygtningekrise.
Talrige fredsmæglingsforsøg har indtil videre været uden held.
USA’s præsident, Donald Trump, så det som en af sine vigtigste opgaver at nedlægge USAID, verdens største nødhjælpsorganisation. Store bidragydere som Tyskland og Storbritannien har fulgt trop, hvilket har tvunget hjælpeorganisationer verden over til at lukke projekter og fyre ansatte. Dansk Flygtningehjælp har eksempelvis nedlagt 2.000 stillinger siden februar.
FN’s flygtningeorganisation har allerede sagt farvel til 3.000 ud af 18.000 medarbejdere. Verdens fattigste, herunder mange flygtninge, mærker nu konsekvenserne. UNHCR hjalp sidste år mere end 35 millioner mennesker, men i år kan over 11 millioner risikere at miste støtte.
Tchad er det land, der har modtaget flest flygtninge i forhold til indbyggertal, på trods af at det er et af verdens fattigste lande. En million har krydset grænsen fra Sudan, og mere end 230.000 sidder fast uden adgang til hjælp.
Børn får ikke skolegang, de lider af underernæring, og konflikterne med lokalsamfundet stiger, da der ikke er tilstrækkelig hjælp til alle.
Selvom antallet af sultne mennesker er faldet globalt, er situationen i Afrika, især i denne del af kontinentet, kritisk. Sidste år oplevede 20 procent af alle afrikanere sult, og tallet stiger.
En erfaren nødhjælpsarbejder, der selv har været flygtning i DR Congo, forsøger at koordinere indsatsen for de mange, der krydser grænsen fra Sudan til Tchad. Han har set nød i mange årtier, men aldrig noget som dette.
Børn drikker urent vand fra pytter og flodlejer, og kun ekstremt syge sendes til hospitalet. Den eneste læge i lejren har fået besked på kun at sende de mest kritisk syge videre, selvom han næsten ikke har ressourcer til behandling.
Mange ankommer med skudsår, som han ikke kan operere. Behandlingen af luftvejsinfektioner, underernæring og malaria er begrænset, og apoteket er næsten tomt for medicin.
Med regntiden frygtes et stort koleraudbrud, da der er så få toiletter i lejren, at mange må gå i naturen. Den manglende adgang til rent vand tvinger flygtningene til at samle urent vand fra de samme steder, hvilket øger risikoen for kolera.
Nedskæringerne rammer hjælpeprogrammer i alle verdens fattigste lande, og årtiers positive udvikling er truet. For de millioner, der befinder sig i situationer som ved grænsen mellem Sudan og Tchad, er der meget få ressourcer at gøre godt med. Det bliver en kamp for overlevelse, hvor selv de mest basale behov som skolegang, tag over hovedet og adgang til toiletter bliver en luksus, som mange ikke kan få.
